Thomas havde fået lov til at blive ude til klokken 3.00 om morgenen, fordi der var halfest i byen. Hans mor Kirsten Hansen blev ikke oppe, til han kom hjem, for hun var vant til, at hun kunne stole på sine børn. Hun vågnede ved, at dørklokken kimede 5.30.

På vej ned ad trappen bemærkede Kirsten Hansen, at døren til Thomas' værelse stod åben, og hun undrede sig over, hvorfor han dog ringede på i stedet for bare at gå ind.

Men det var ikke sønnen ved døren. Det var politiet med en forfærdelig besked. Thomas havde forladt festen for at gå hen på sin skole, hvor han havde hængt sig i et træ foran hovedindgangen. Det var i 1991. Ti dage før han ville være fyldt 15 år.

Vred på skolen

Fem uger efter begravelsen fandt Thomas' kæreste et brev i en plade, hun havde lånt af ham. Der stod, at han elskede sin familie og hende, og at hvis han skulle give en forklaring på sin handling, var det, fordi han hadede skolen.

'Det brev bekræfter, at selvmordet var planlagt, og at det ikke var vores skyld. Jeg har læst det så mange gange, og i et halvt år bar jeg det rundt i tasken, så jeg hele tiden kunne bevise, at det ikke var min skyld', fortæller Kirsten Hansen.

Til gengæld satte brevet en tyk streg under Thomas' mistrivsel i folkeskolen. Og tavsheden fra skolens side blev larmende.

'Jeg var utrolig vred på skolen. Især efter vi fandt Thomas' brev. Jeg følte et svigt. Jeg ved godt, at jeg også havde brug for en syndebuk, men jeg havde virkelig brug for, at der kom nogen og talte med mig bagefter. Kom hjem til mig og fortalte mig, hvordan de havde opfattet Thomas - eller bare havde snakket med mig om ham. Når det hele er sket, sidder man jo helt hjælpeløs tilbage', siger Kirsten Hansen.

Medlemmerne i skolens ledelse siger i dag, at de ikke konkret kan fortælle, hvad der skete i den 11 år gamle sag. De fortæller dog, at det ikke var deres indtryk, at Thomas hadede skolen, og i øvrigt husker de, at skolen rakte ud til familien.

'Den daværende inspektør siger, at skolen formidlede et møde efter dødsfaldet med moderen og familiens præst, hvor de talte om Thomas, og hvad der kunne være grunden til hans handling. Skolen sagde, at der kunne blive flere samtaler, hvis familien ønskede det. Klasselæreren tog også ud til familien', siger skolens fungerende leder. Den daværende inspektør og Thomas' klasselærer er begge pensionerede i dag. Kirsten Hansens oplevelse var en anden. Hun følte, at der ikke var nogen, der henvendte sig. Skolens ledelse gik med til begravelsen, og det var det. Det var hende, der få dage efter gik ned på skolen for at tale med Thomas' lærere.

'Hvis de havde gjort sig nogle tanker, ville jeg gerne vide det, men det var ikke et rart besøg. Jeg tænkte bare, at fagfolk, der omgås børnene mange timer hver dag, måske havde nogle andre forudsætninger end forældre til at bemærke mistrivsel. Jeg kunne ikke finde nogen forklaring hjemme og søgte så i skolen, men de var ikke ret villige til at hjælpe'.

Til sidst var Kirsten Hansen så magtesløs og irrationel, at hun viste Thomas' selvmordsbrev til klasselæreren. Hun havde bedt ham aflevere nogle penge, Thomas havde sparet op til en lejrtur. Læreren sagde ingenting. Så gav hun op.

Ingen plads til en outside

r Kirsten Hansen husker Thomas som en dreng, der ikke var helt som sine klassekammerater. Han var moden af sin alder, havde haft den samme kæreste i over et år, og hans venner var ældre end ham selv. Han var dygtig med sine hænder, men ikke så glad for det boglige. Det havde skolen svært ved at give plads til.

'Jeg håber og tror, at skolen har ændret sig siden dengang. De svigtede de alternative talenter. Det var kun den slagne vej, der duede, og de tillagde ikke Thomas' evner nogen værdi', mener Kirsten Hansen.

Hun var og er i stor sorg. Hun ved godt, at der sikkert var andre grunde til sønnens død end hans dårlige forhold til skolen. Hun vil ikke give skolen skylden, men ønsker, at nogen havde talt med hende efter selvmordet. Og med Thomas, mens han var i live.

lg