I sidste uge var der igen møde om folkeskoleforlig i Undervisningsministeriet. Det var det 18. af slagsen, siden forhandlingerne blev indledt i august. Og det var ikke det sidste.

Men der er ikke blevet sat en dato for et nyt møde. Undervisningsminister Ulla Tørnæs (Venstre) har tilsyneladende brug for en timeout.

Som Frank Jensen (Socialdemokraterne) sagde til journalisterne efter mødet: 'I må væbne jer med tålmodighed. Det tager altid lang tid, når vi indgår folkeskoleforlig. Det gjorde det også med 1993-loven'.

Ulla Tørnæs gjorde således regning uden vært, da hun i foråret lancerede regeringens lovændringsprogram '10 skridt mod en bedre folkeskole' som nogle små 'justeringer' af den gældende lov.

De ti skridt er i den grad blevet til en elefant, der tramper rundt i en glasbutik. Møde efter møde har afsløret grundlæggende uenigheder i skolesyn og i opfattelsen af, hvordan den danske folkeskole skal styres, på kryds og tværs af partierne.

Staten kan styre med tre håndtag

Principielt har staten tre håndtag at styre folkeskolen med, og de er alle i spil i forhandlingerne. Centralmagten kan styre på timetallet, på indholdet og på outputtet.

Som det er nu, fastsætter loven kun tal for, hvor mange timer eleverne mindst skal og højst må gå i skole om ugen på de forskellige klassetrin.

Det skal der ændres på nu, måske. Der er flere modeller på bordet fra de forskellige partier, og modellerne bliver vendt og drejet. Kun de implicerede parter har den fulde information, men spørgsmålet om timetal synes at være en varm sag for Socialdemokraterne.

I debatoplægget 'Uddannelse: Vi er alle egnede' skriver Socialdemokraterne, 'at loven skal fastlægge en samlet årsnorm for minimumstallet for hele skoleåret. Det vil sige et garanteret årligt timetal for undervisning med tilhørende pauser. Det vil give bedre muligheder for en fleksibel organisering af undervisningen, hvor der skabes sammenhæng i de enkelte læreprocesser'.

Hvad angår indholdet, så har Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti været på banen med et krav om bindende læseplaner, således at staten fastsætter et pensum for fagene. Hensigten er at få en mere ensartet folkeskole.

Det er et ønske, der er kommet på tværs af Venstre, selv om der står i regeringsgrundlaget, at regeringen skal arbejde for 'mere bindende læseplaner'. Venstre er et liberalistisk parti, der går ind for frie valg og decentralisering.

Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti droppede på sidste møde dette krav mod til gengæld at få såkaldte bindende mål. Forslaget går ud på, at staten skal fastsætte, hvad eleverne skal kunne fagligt på hvert klassetrin i hvert fag.

I dag beskriver staten kun, hvad eleverne skal kunne i 9. og 10. klasse.

Det er angivet i 'Formål og centrale kundskabs- og færdighedsområder'.

Og de klare delmål, som Undervisningsministeriet netop har indført, er kun vejledende. Kommunerne må således selv udarbejde deres egne delmål, hvis de vil, bare eleverne kan det, de skal kunne i 9. og 10. klasse.

Statslige delmål

Men disse mål og delmål skal nu gøres statslige, hvis det står til det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti, der således er gået fra et ønske om at styre på indholdet til et ønske om at styre på outputtet, altså på resultatet af undervisningen.

Eller på almindeligt dansk: Staten skal sørge for, at eleverne får det og det ud af undervisningen.

Og det er måske netop det træk, der nu har fået undervisningsministeren til at melde timeout.

Ganske vist har de forskellige partier brug for tid til at tale med finansminister Thor Pedersen (Venstre), fordi de alle vil have ekstra timer - og dermed penge - til det ene eller det andet fag.

Men sandsynligvis vil også Ulla Tørnæs i tænkeboks med finansministeren. Så længe delmålene er vejledende, er de ifølge spillereglerne 'gratis' for staten, men hvis de bliver bindende, har kommunerne ret til at kræve ekstra penge over bloktilskuddet.

Og hvad så med skattestoppet, må Thor Pedersen og Anders Fogh Rasmussen, som i den grad har profileret regeringens politik på netop skattestoppet, tænke.

Kommunernes Landsforening (KL) har da også allerede haft lommeregneren fremme, afslørede direktør i KL, Niels Bertelsen, på et debatmøde, som Skole og Samfund afholdt i sidste uge.

Hvad skal de bindende delmål koste, og hvad skal skolerne gøre ved alle de elever, måske halvdelen af en klasse, der ikke når i mål? Forældrene kan med god ret og de statsgaranterede delmål i hånden kræve ekstra undervisning til deres barn.

Det er det skrækscenario, KL ser for sig. Det bliver dyrt for kommunerne, der i forvejen stønner over, at udgiften til specialundervisning de sidste fire år er steget med seks-syv procent om året.

Drøftelserne har således blotlagt store uenigheder om, hvordan folkeskolen skal styres, også internt i regeringen. Men ikke nok med det - det centrale ideologiske tema om holddeling er også blevet som en hund i et spil kegler. Louise Frevert, Dansk Folkeparti, har således ved flere forligsmøder bedt om en klar redegørelse fra undervisningsministeren om, hvad regeringen egentlig mener med holddeling: undervisnings- eller elevdifferentiering eller slet og ret niveaudeling? Og Marianne Jelved, Det Radikale Venstre, fortalte ved det omtalte debatmøde, at hun adskillige gange under forhandlingerne har prøvet at forklare højresiden af forligskredsen, 'at dét, I vil, er ikke undervisningsdifferentiering, selv om I selv tror det; det er elevdifferentiering, og det har vi afskaffet for mange år siden i Danmark'.

De begrebsmæssige og teoretiske uklarheder og uenigheder, der synes at ride forhandlingerne som en mare, skyldes måske, at Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti ikke var med i det forlig, der vedtog den 1993-skolelov, som nu er ved at blive 'justeret'.

Det rejser spørgsmålet: Vil Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti - og Venstre - i virkeligheden have en helt ny folkeskolelov?

jvo