Nogle vil spørge: 'Jamen er der lærere, der kan finde på at mobbe børnene?' Svaret er ja. Men vi véd intet om omfanget af dette aspekt af mobningen. Men man må konstatere, at når mobning er til debat på vore skoler, er der så godt som altid forældre og elever, der spørger, hvad man skal stille op med lærere, der mobber.

Et eksempel: Peter er klasse- og dansklærer i 4. klasse, hvor der er en del mobning. Han har på forskellig måde søgt at snakke med børnene om det, men forgæves. Forældrene stiller høje faglige krav til skolen og er ved at blive utilfredse med den megen uro i klassen. Ikke alle børnene i klassen er involverede i mobningen, og Peter har en ide om, hvem der bliver mobbet, og hvem der mobber. Især går mobningen ud over to piger, Camilla og Pernille, som begge har lidt svært med læsningen. De hører samtidig ikke til de mest rolige børn.

En dag kommer Peter ind i klassen, og der er meget uro. En flok står i rundkreds om Pernille og Camilla. Peter beder børnene om at sætte sig ned, hvilket de gør. Men han kommenterer ikke det, han har set. Da de skal i gang med undervisningen, kigger han på Camilla og spørger: 'Du har vel som sædvanlig ikke læst hjemme?' Senere får Pernille kommentaren: 'Dig har jeg indstillet til ekstralæsning'. Begge piger 'dukker' sig og ser ned i bordet. De andre børn kigger den anden vej eller laver ansigter.

I dette tænkte eksempel er læreren usikker. Han er måske utryg ved forældrenes reaktioner, hvis han skal blive ved med at bruge tid på mobningen i klassen. Han mener antagelig, at han først og fremmest er sat til at undervise. Mobningen betyder, at det kan han ikke komme til fuldt ud. Han bliver irriteret. De to piger føler, at Peter holder med mobberne. Deres trivsel og faglige standpunkt vil måske forringes yderligere, for nu kan de jo bruge al deres energi på at tænke over, hvad der sker efter timen. De oplever måske, at Peter som den voksne omsorgsperson har svigtet.

I ethvert mobningsforhold er der tale om ubalance i magtforholdet mellem mobber og offer. Ubalance bliver helt tydelig, når læreren nærmest deltager i mobningen.

I disse år gør mange lærere et stort og prisværdigt arbejde med at forebygge og stoppe mobning i deres klasser. De er opmærksomme på, hvad der sker børnene indbyrdes, er parate til at sætte deres personlighed igennem og har grundlæggende et ønske om et godt forhold til børnene. De ønsker elever, der sætter pris på undervisningen og engagerer sig i det, der foregår i klassen. Men der er også lærere, der mener, at skolen allerede har alt for mange sociale opgaver, hvorfor deres opmærksomhed i alt for ringe grad er vendt mod barnets sociale trivsel. Og når deres forventninger til børnenes faglige udvikling svigtes, føler de sig såret og nedgjort fagligt og personligt. Nogle lærere kommer da i ubetænksomhed til at gøre visse af børnene til genstand for drillerier, mobning, udelukkelse. De lærere kommer på et ubevidst plan til at alliere sig med mobberne. I afmagt gør læreren nogle børn til tydelige mål for en efterfølgende mobning af de jævnaldrende.

Forholdet mellem læreren og børnene har generelt set stor betydning for børnenes trivsel. Et klima præget af spænding og gensidig fjendtlighed parterne imellem skaber utryghed. Og tryghed er en væsentlig forudsætning for, at der kan foregå en målrettet aktivitet i klasserummet. Er man utryg, kan man komme til at overføre de roller, man selv er bange for, til andre. Hvis man føler sig dum, må et dumt svar fra en anden hellere blive gjort til grin. Omvendt hvis læreren og børnene har sympati for og kan lide hinanden, og hvis læreren i ord og handling kommunikerer, at mobning er uacceptabel, er det mindre sandsynligt, at et barn vil gøre noget, som han/hun ved bliver påtalt af læreren.

John Aasted Halse er cand.pæd. og psych. Formand for Børns Vilkår