Det er faldet os for brystet, at Jyllands-Posten har ranglistet skoler efter, hvor mange elever de er i stand til at sende i gymnasiet. Og sandt er det, at det for os inden for murene er både ukonstruktivt, som Peter Dahler-Larsen siger det i Folkeskolennummer 23, og noget absurd sludder, som undervisningsminister Margrethe Vestager vælger at udtrykke det, at gøre sådan noget. Men spørgsmålet er, om metoden er forvrøvlet for de forældre, der står uden for murene og skal til at bruge en skole til et barn, der uanset social arv gerne skulle have indlært så mange såkaldt nyttige kundskaber som muligt i løbet af skoletiden. Måske har gamle Frederik den Sjettes forældede, men kernesunde anordningsformuleringer mere vægt, når forældrene står med deres barns fremtid i hænderne, end alle de dyre, ideologisk opstadsede forsikringer om, hvad der tjener barnet bedst i en udvikling, ingen kender, men mange dog kender de uddannelsesmæssige konsekvenser af. Om en folkeskole så sender mange børn i gymnasiet, fordi lærerne er ekstremt dygtige, eller fordi skolen ligger i et velhaverdistrikt med tradition for boglige uddannelser, eller hvor børn af en eller anden arvemæssig eller socialt betinget grund er særligt godt begavede, må for sådanne forældre egentlig være bedøvende ligegyldigt. Når det gælder ens eget barns fremtid, er det ranglisten, der gælder, mere end det er de til grund for skolens virksomhed liggende kriterier, sådan som Dahler-Larsen helst vil have det. Først når det handler om andre folks børn, kan vi med overbevisning agitere for de bløde kompetencer og alt det andet gøgl, som vi ved er meget mere tidssvarende end alt det, der fører til gymnasiet.

Vagn Madsen

Brønderslev