0   299

Den fortabte ungdom

Den nye palæstinensiske intifada skaber en generation af børn og unge, der vokser op med traumer

De ladte våben er parate til skud. Soldaterne står på række ganske få meter fra nogle små drenge med sten i hænderne. Pludselig lader en af drengene sin sten flyve. Den rammer en soldat på skulderen, og et splitsekund efter er helvede løs.

Lyden af skud fylder luften, aggressive råb forsøger at overdøve maskinpistolerne, men råb og sten er ikke nok, drengene falder en efter en.

Artiklen fortsætter under banneret

Øjeblikket efter kommer et begravelsesoptog myldrende.

'Vi hylder dig, døde martyr, vi hylder dig', gjalder det.

Nuha Murkarker klapper i hænderne. Forsøger at skabe sig ørenlyd. Efter nogle minutter lykkes det at kalde både soldater og stenkastere til orden. De bliver igen til små drenge og piger i en børnehaveklasse i Beit Jalla på den israelsk besatte vestbred.

Maskingeværerne bliver splittet ad og er igen uskyldige duploklodser, den døde martyr bliver sat på plads i dukkekrogen, og ungerne finder deres pladser ved bordene og begynder i stedet at tegne.

'Vi bruger legen for at give børnene mulighed for at komme af med deres frygt - og deres aggressioner. Vi observerer, hvad de gør og siger, og bagefter snakker vi med dem om det', siger Nuha Murkarker, der er lærer i børnehaveklassen i Latin Patriarch School i Beit Jalla.

'Siden den seneste intifada begyndte i september, er det blevet sværere og sværere for børnene at koncentrere sig. Der er næsten daglige bombardementer af flygtningelejrene og landsbyerne her omkring. Børnene møder i skolen og er trætte og kede af det'.

Frygten betyder, at børnene er blevet mere aggressive i deres leg. Der skal ikke ret meget til, før de kommer op at slås eller skændes.

Unge lider stadig

Nuha Murkarker har sammen med stort set alle andre palæstinensiske lærere og pædagoger været igennem et tredagestræningsseminar og et senere endagsopfølgningsmøde omkring børn og unges traumer.

Seminarerne er arrangeret af palæstinensisk YMCA, og de begyndte kort efter udbruddet af den seneste intifada, fordi minderne fra den foregående, der officielt sluttede i 1993, stadig er friske.

'Vi har en hel generation af unge mennesker - først og fremmest mænd - mellem 20 og 30 år, som stadig lider under eftervirkningerne fra årene under sidste intifada. De har svært ved at begå sig socialt. De stoler ikke på nogen, de kan ikke udtrykke følelser, og de tyer ofte til vold. Samtidig lider de under, at de aldrig fik en uddannelse. Dels brugte de tiden på at konfrontere de israelske soldater, dels endte mange i fængsel og fik dermed afbrudt deres skolegang. Det er de erfaringer, vi forsøger at lære af og dermed tage symptomerne i opløbet', siger YMCA's træningsleder Khawla Al Azraq.

Først og fremmest bliver lærerne trænet i at gennemskue symptomerne på krigstraumer. Det er for eksempel aggression, trang til at isolere sig, hyperaktivitet, spiseproblemer, problemer med at koncentrere sig, at børnene tisser i bukserne eller i sengen, har hovedpine, mavepine og bliver meget afhængige af deres forældre.

Men det er ikke nok at identificere problemet, lærerne skal have indsigt i forskellige muligheder for at løse op for børnenes følelser og problemer.

Børnene bliver opfordret til at tegne, male eller skrive om deres oplevelser. Nogle lærere giver eleverne en dagbog, hvor de hver dag skal skrive lidt om deres tanker. Det har vist sig at være meget virksomt.

'Eleverne siger selv, at de parkerer alle de dårlige oplevelser et sikkert sted, som de kun deler med mig. Det giver dem overskud til at koncentrere sig om andre aspekter af deres liv, samtidig med at de er bevidste om, at der er mindst et andet menneske, der ved, hvordan de har det', siger Sana Abu Amsha. Hun underviser 9.- og 10.-klasser i Latin Patriarch School, som ligger tæt på to flygtningelejre i Bethlehem.

Lærerne er også bange

Men det er ikke kun eleverne, der lider under situationen. Lærerne oplever også angsten og utrygheden i dagligdagen, samtidig med at de er bange for ikke at kunne leve op til undervisningskravene, fordi deres elever er aggressive eller uoplagte og derfor har svært ved at modtage undervisning.

Psykolog Leila Atshan har igennem YMCA og det palæstinensiske undervisningsministerium undervist palæstinensiske lærere i, hvordan de skal gebærde sig over for deres elever - men lige så vigtigt, hvordan de skal forholde sig til deres egen og kollegernes frygt.

Hun har i årevis arbejdet med traumatiserede unge og har i flere omgange været i Danmark for at hjælpe danske lærere og socialarbejdere med at forstå og tackle muslimske unge.

'I en situation, hvor børnene føler sig magtesløse, vælger de at afreagere over for deres lærere. Skolen er i sit udgangspunkt en undertrykkende foranstaltning, man er tvunget derhen, man skal lære noget, skal til eksamen - det gør børnene oprør imod, men det er ikke skolen som sådan, de siger fra over for, deres reaktion er en generel afmagt over for autoriteter', siger Leila Atshan.

'Når børnene er aggressive, gør oprør eller er asociale, så føler lærerne sig ikke længere i kontrol. Det betyder, at de begynder at råbe mere, at skælde ud, at forlange disciplin. Det tryk reagerer børnene igen imod - og vi har skabt en ond cirkel'.

Derfor underviser Leila Atshan lærerne i, hvordan de kan arbejde med deres egen frygt, deres autoritet og deres sammenhold.

'Det er først og fremmest vigtigt, at lærerne står ved, at de er bange. Måske bange både for situationen og for deres elever. Når de indser, at de er bange og usikre, og at det er både logisk og menneskeligt, så er det også lettere at forholde sig til elevernes frygt. Forstår og accepterer man sine egne reaktioner, er det nemmere at se og respektere de samme reaktioner hos andre', siger psykologen.

Hendes råd til lærerne er, at de organiserer sig i team, og at de bruger hinanden til at snakke med om deres personlige frygt, men også til at diskutere undervisningen, og hvad man kan stille op med eleverne.

'Fordi vi har intifada, skal man ikke holde op med at høre musik, læse en god bog, gå en tur et sikkert sted, snakke med de mennesker, man holder af. At være sammen med mennesker, man holder af og stoler på, er noget af det vigtigste. Det giver samhørighed, og det betyder, at man ikke føler sig så alene', siger Leila Atshan.-Mette Engell Friis er freelancejournalist

Børnenes Dag

Det palæstinensiske selvstyres undervisningsministerium er også gået ind i kampen om de traumatiserede børn. Torsdag den 5. april blev derfor udnævnt til Børnenes Dag. Og i samme åndedrag indkaldte selvstyret til demonstrationer, hvor børn iført sorte armbind skulle marchere til minde om deres døde kammerater.

De fleste demonstrationer fandt sted i Ramallah, den største palæstinensisk kontrollerede by.

Klasser fra nogle af byens skoler kom marcherende med deres sorte armbind og plakater for at mødes på en skole i byens udkant og derefter i samlet flok følges ind til en plads i midten af byen.

Afaf Ahel er skoleleder, og hun gik i spidsen for to klasser fra hendes pigeskole i forstaden El-Bireh.

'Børnene har selv skrevet deres plakater', siger hun og oversætter et par af dem: 'I dag er vi børn, men i morgen er vi Palæstinas mænd og kvinder, og vi glemmer aldrig', står der på en af dem. 'Vi overgiver os aldrig', står der på en anden, mens en tredje blot siger: 'Giv os vores barndom tilbage'.

'Det er farligt, når man begynder at bruge børn og unge bevidst i kampen for uafhængighed. Israelerne gør det samme, men det retfærdiggør selvsagt ikke noget. Børn skal ikke være gidsler i voksnes kamp', siger Leila Atshan. Hun er psykolog, arbejder meget med traumatiserede unge og har i flere omgange været i Danmark for at hjælpe danske lærere og socialarbejdere med at forstå og tackle muslimske unge.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet