Debat

Den nye ungdomsuddannelse HPX vil kunne udvikle sig til et attraktivt alternativ til de gymnasiale uddannelser, lyder det fra forperson for Reformkommissionen Nina Smith

Ja: Vi mangler et tilbud til unge med praktiske interesser

Mens UU-vejleder Bent Collin Holm ikke er interesseret i en ny praksisrettet ungdomsuddannelse, mener formand for Reformkommissionen Nina Smith, at vi ikke kan blive ved med at justere på noget, der ikke virker. 

Publiceret Senest opdateret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

På trods af stigende opmærksomhed på erhvervsuddannelser fra politikeres og arbejdsmarkedsorganisationers side er de gymnasiale uddannelser kun blevet et mere populært uddannelsesvalg for de unge, mens erhvervsuddannelserne har fået stadig sværere ved at tiltrække de unge elever.

Det er ikke godt for den enkelte unge, der med et ”ikkevalg” i retning af gymnasiet, ligesom cirka 70 procent af kammeraterne, risikerer at havne på en ukomfortabel hylde med stor risiko for personlige nederlag og frafald. Det kan vi som samfund ikke være bekendt over for vores unge.

Et attraktivt alternativ 

Problemet er, at vi i Danmark ikke har et egentlig ungdomsuddannelsestilbud til unge med praktiske interesser, medmindre man kan forpligte sig til den fagligt krævende EUX. 

Som 15-17-årig er det nemlig vanskeligt at vælge en erhvervsrettet uddannelse, og vi ser derfor, at erhvervsuddannelserne har udviklet sig til at være voksenuddannelser, hvor omkring to ud af tre elever er over 20 år.

Vi kan med andre ord ikke blive ved med at gøre mere af det samme eller justere noget, der ikke virker. Der er behov for en strukturel ændring af uddannelsesbilledet.

I Reformkommissionen fremlagde vi vores vision for en ny ungdomsuddannelse, som vil kunne følge op på opprioriteringen af den praksisorienterede undervisning i folkeskolen. 

Vi kaldte den HPX – højere praktisk eksamen – som med sin kombination af 10. klasse, erhvervsskolernes grundforløb 1 og en erhvervsrettet HF vil kunne udvikle sig til et attraktivt alternativ til den motorvej, som de gymnasiale uddannelser udgør.

Den største forandring i 50 år

Med en HPX vil de unge i attraktive fællesskaber i stamklasser, ligesom på gymnasierne, få mulighed for at udskyde deres uddannelsesvalg og modnes både personligt og fagligt, inden de – muligvis – vælger en erhvervsuddannelse.

At etablere en helt ny uddannelse som HPX er på ingen måde en let opgave. I Aarhus Kommune har man nedsat et eksternt advisory board, som jeg har fået æren af at være forperson for. Vi har til opgave at afdække HPX’ens muligheder og de uhensigtsmæssigheder, der følger med, og pege på løsninger for skabe mest mulig effekt og mindst mulig ravage.

Og så har byrådet i Aarhus besluttet, at byen også stiller sig til rådighed for at afprøve den nye uddannelse. Det, synes jeg, er et godt tilbud. 

Hvis vi er modige og dygtige nok, kan vi skabe den største forandring af uddannelsesbilledet siden etableringen af HF for 50 år siden. Det er der behov for, og det vil både være til gavn for de unge og for samfundet som helhed.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk