Anmeldelse

Flugten fra Gilleleje

Fin historie om et lille lys - eller snarere en lille lyd - i en mørk tid. Det er billedbog som både større børn og voksne kan læse med i.

Publiceret

Fakta

Byen der hviskede

Forfatter: Jennifer Elvgren

Illustreret af Fabio Santomauro

120 kroner

36 sider

Udgiver: Dansk Jødisk Museum

Byen der hviskede er en fornem billedbog med en smuk lille historie fra den store flugt fra Gilleleje i oktober 1943. Det er pigen Anette, der er hovedpersonen. Hun medvirker diskret hun med at skjule de jøder, der er på midlertidigt ophold i de små huse i Gilleleje, for eksempel når hun går til bageren og hvisker: ”Vi har fået nye venner!”. Så ved bageren, hvad det drejer sig om: mere brød!  for der er nye mennesker hjemme i kælderen hos Anette og hendes familie. Hun bliver også sendt på biblioteket efter bøger og på gården efter æg. Familien får besøg af tyske soldater, men klarer frisag.

Desværre er nætterne meget mørke i perioden, og faderen i familien er betænkelig ved, om det bliver for svært for jøderne at finde vej til havnen, så de kan blive sejlet til Sverige. Men Anette finder på råd: små sedler med påskriften ”Denne vej” bliver delt ud til husstandene. På den måde hjælper alle til, så jøderne kan komme af sted. Det lykkedes omkring 1.300 at flygte fra Gilleleje i oktoberdagene i 1943.

Byen der hviskede er en smuk, nænsom og enkel billedbog, som gør et stærkt indtryk. Billederne udtrykker enkelhed og alvor, men der også et stænk af lunhed over dem. Billedbogen henvender sig til indskolingen, men alle – også voksne – kan læse/kigge med. Fornem udgivelse!