En mærkesag

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis der er nogen, der har gjort reglerne for forældrebetaling til et kampområde, så er det Niels Chr. Sauer, der er lærer i Karlebo Kommune. Han har siden midten af 1980'erne beskæftiget sig med, hvordan kommunerne forvalter den gældende lovgivning, og med Undervisningsministeriets forvaltning af loven.

- Det begyndte med, at jeg tog spørgsmålet op på en generalforsamling i min lærerkreds. Herfra henvendte man sig til daværende undervisningsminister Bertel Haarder, men da han gav en sludder for en sladder, opgav man at køre sagen videre.

- Senere fik jeg et freelancejob i Danmarks Radios P1, hvor jeg skulle producere en skoleudsendelse hver måned. Her bragte jeg igen emnet på bane.

Det førte til, at jeg blev kontaktet af flere forældre. En af dem, en far fra Mors, havde kørt en sag, og han var kommet så langt, at det var blevet til en formel klage til kommunen. Han havde desuden gemt alle dokumenter, så det kunne bevises, at kommunen gentagne gange havde skrevet, at det var lovligt at opkræve forældrebetaling for skolerejser.

- Vi førte sagen helt op på ministerplan. Her opdagede vi, at Undervisningsministeriet udmærket kendte til forholdene og ikke havde tænkt sig at gøre noget ved det. I begyndelsen af 1980'erne havde ombudsmanden henstillet til ministeriet, at reglerne blev klargjort, fordi praksis ikke var i overensstemmelse med lovgivningen, men det var ikke sket.

- Det endte derfor med, at vi måtte gå rettens vej. Vi rejste penge til at føre en retssag på Mors, men da kommunen mødte op i retten, havde den foretaget en 180 graders vending og erkendte sig skyldig. Derfor fik den en erkenderdom, der ikke havde præjudicerende virkning hverken i forhold til andre forældre i kommunen eller i forhold til andre kommuner. Man vidste udmærket, at en rigtig dom ville have fået konsekvenser over hele landet.

Derfor skiftede man holdning.

- Vi befinder os i dag i den situation, at undervisningsministeren har erkendt over for ombudsmanden, at der ikke er nogen lovhjemmel til at opkræve forældrebetaling. Alligevel lader han det fortsætte. Jeg havde glædet mig til at blive fri for at beskæftige mig med emnet, men nu må vi til at stable en ny retssag på benene. Der er heldigvis mange forældre, der står og tripper for at anlægge en sag, siger Niels Chr. Sauer.jk