I den nationale læsetest, skulle eleverne fra 2. klasse blandt andet udpege et modem blandt billederne af forskellig computertilbehør. Den opgave bliver nu pillet ud.

’Modem’ fjernes fra 2. klasse-test

De færreste elever i 2. klasse har brugt en computer med et gammeldags telefonmodem. Men i en af de opgaver, de har mødt i den nye nationale læsetest, skal de udpege et "modem" blandt en stribe tegninger. Den opgave ryger ud, lover Skolestyrelsen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Den er vi enige om skal ud", siger Lis Pøhler, der er master i specialpædagogik, tilknyttet Nationalt Videncenter for Læsning og en af dem, der kvalitetskontrollerer testene for Skolestyrelsen.

Når opgaven har overlevet de hidtidige afprøvninger og analyser og er havnet i bunken af middelsvære opgaver, er det fordi omkring halvdelen af de 2. klasse-elever, der har afprøvet den, har svaret rigtigt på den - muligvis fordi de har brugt udelukkelsesmetoden og udelukket tegningerne af en skærm, et tastatur og en computermus.

Tekstforståelsen er interessant

På samme måde har 53 procent besvaret en anden omdiskuteret opgave rigtigt og udpeget tegningen af en 'urne' blandt tegningerne af en gryde, en vase og en skål.

"Der er jo tre profilområder - afkodning, sprogforståelse og tekstforståelse. Dybest set er det tekstforståelsen, der er interessant - det er dér, de skal bruge deres læsning konstruktivt. Men hvis en elev har en dårlig tekstforståelse, kan det skyldes, at eleven ikke kan afkode, dvs. ikke kan få bogstaver og lyde til at passe sammen, eller at eleven ikke har en alderssvarende sprogforståelse. Den med urnen går på sprogforståelsen, og noget tyder altså på, at 'urne' er et alderssvarende ord, fordi cirka halvdelen kan det", siger Lis Pøhler.

Udelukkelsesmetoden

Kunne man forestille sig, at de har brugt udelukkelsesmetoden?

"Det kunne man da godt forestille sig. Vi ved jo ikke, hvorfor eleverne har svaret rigtigt. Der er helt sikkert elever i 2. klasse, som kender ordet urne", siger Lis Pøhler.

En opgave af samme type, hvor eleverne skal vælge en 'duo' mellem tegninger af to, tre og fire syngende personer, er besvaret korrekt af langt færre elever, fortæller hun.

I en anden opgave, som tidligere har været offentliggjort, er det en 'ruse', eleverne skal udpege blandt en stribe fiskeredskaber. Den er sat til samme sværhedsgrad som 'urne'-opgaven - godt halvdelen af eleverne har altså svaret rigtig på opgaven i afprøvningsfasen.

Er 'urne' og 'ruse' relevante ord for en 2. klasse-elev at kende?

"Altså - folk dør jo, så urne bliver jo ved at være aktuel. Det er ord, som optræder fra tid til anden i tekster og i dagligdagen"

Også valget mellem rusen, fiskestangen og fiskenettet kan eleverne have foretaget ved hjælp af udelukkelsesmetoden. Men Lis Pøhler mener, at det vil afspejles i elevens tidsforbrug ved testen, hvis de har været nødt til at gå frem efter udelukkelsesmetoden ved et større antal opgaver frem for umiddelbart at klikke på den rigtige tegning.