Som det fremgår af denne aktliste, var der kommunikation - mens det er mørklagt, hvad der blev skrevet.

Aktindsigt: Finansministeriet mailede KL under lærer-forhandlinger

Der blev sendt mails fra Finansministeriet på Slotsholmen til KL-huset på Islands Brygge den højspændte lørdag, hvor KL's bestyrelse var indkaldt for at tage stilling til forhandlingsresultatet med lærerne. Det viser papirerne i en aktindsigt, folkeskolen.dk har fået behandlet af Moderniseringsstyrelsen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På den højspændte lørdag den 14. februar, hvor KL's bestyrelse blev ekstraordinært blevet indkaldt for at tage stilling til det forhandlingsresultatet, som KL's forhandlere havde opnået med Lærernes Centralorganisation, foregik der også kommunikation mellem Finansministeriet og KL.

Det fremgår af svaret på en aktindsigt, som folkeskolen.dk har fået fra Finansministeriet. Redaktionen begærede aktindsigt i al kommunikation mellem Finansministeriet og KL i perioden fra den 11. februar - hvor forhandlingerne spidsede til - og den 15. februar, hvor aftalen var en realitet.

Forløbet har blandt andet fået det efterspil, at KL's topforhandler og direktør Sine Sunesen er blevet opsagt - angiveligt på grund af sin rolle i forhandlingerne med lærerne.

KL-bestyrelsesmedlem: Sine Sunesen blev fyret på grund af lærerforhandlinger

Indsigt vil give ubalance Af aktlisten fremgår det, at der blev skrevet mails to gange på mødedagen den 14. februar, og at der også blev skrevet mails før og efter. Men selve indholdet af mailene er mørklagt af Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet.

Moderniseringsstyrelsen skriver, at offentligheden ikke kan få indsigt i, hvad der er står i mailene fordi:

"Det er nødvendigt at undtage indholdet af de identificerede dokumenter fra aktindsigt med henblik på at beskytte væsentlige hensyn til det offentliges økonomiske interesser, da offentliggørelse vil kunne skade det offentliges forhandlingsposition i forhold til det nuværende og fremtidige forhandlingsforløb. Det bemærkes i den sammenhæng, at overenskomstforhandlingerne på det statslige område endnu ikke er afsluttet. En offentliggørelse af de pågældende oplysninger vurderes således at kunne kompromittere arbejdsgiversidens forberedelse og gennemførelse af den nuværende og fremtidige overenskomstforhandlinger samt den dertil knyttede proces", skriver Moderniseringsstyrelsen med henvisning til offentlighedslovens paragraf 33 stykke 3 og forklarer, at det vil forrykke balancen mellem de to parter, hvis der blev givet aktindsigt i deres kommunikation som arbejdsgivere:

"Moderniseringsstyrelsen lægger i den forbindelse vægt på, at Finansministeriet har en væsentlig interesse i at opretholde fortrolighed, dels om oplysninger, der tilvejebringes i forbindelse med forberedelsen og gennemførelsen af overenskomstforhandlingerne på det offentlige område, dels om den proces der i den forbindelse finder sted mellem de offentlige arbejdsgivere (staten, KL og Danske Regioner) forud for og under et overenskomstforhandlingsforløb. Det bemærkes i den forbindelse, at den balance mellem overenskomstparterne, der udgør et væsentligt element ved enhver overenskomstforhandling, efter Moderniseringsstyrelsens vurdering vil blive væsentligt forrykket, såfremt der er mulighed for, at udenforstående - før, under og efter forhandlingsforløbet - kan opnå adgang til arbejdsgiversidens strategiske overvejelser og proces, men dette ikke vil være tilfældet i forhold til lønmodtagersidens overvejelser og proces.

Sine Sunesen ikke fyret af KL-bestyrelse

I et første svar hed det, at Finansministeriet: "ikke har identificeret dokumenter, der er omfattet af din anmodning".

Til det spurgte redaktionen opfølgende:

"Er det Finansministeriets opfattelse, at der ikke har været kommunikation mellem Finansministeriet (herunder finansministeren) og KL (herunder KL's bestyrelse) i perioden den 11. februar til og med søndag den 15. februar"?

Til det svarer ministeriet:

"Hertil kan Finansministeriet generelt oplyse, at de offentlige arbejdsgivere (KL, Danske Regioner og Finansministeriet) naturligvis taler sammen og koordinerer tæt både før, under og efter overenskomstforhandlingerne - blandt andet i regi af Kommunernes Lønningsnævn. Sådan har det altid været, og det gør arbejdstagersiden selvfølgelig også", skriver ministeriet og fortsætter:

"Af principielle grunde vil vi ikke kommentere spørgsmål om de offentlige arbejdsgiveres konkrete drøftelser om overenskomstforhandlingerne. Det skyldes, at det i sagens natur er afgørende, at parterne på begge sider af bordet har mulighed for at opretholde fortrolighed omkring deres nærmere overvejelser i forbindelse med overenskomstforhandlingerne".

Forhandlingerne mellem Lærernes Centralorganisation og Moderniseringsstyrelsen om løn og arbejdstid for de statsansatte lærere og friskolelærerne har foregået intensivt i denne weekend og har deadline netop i dag.

Læs svarene her:

Aktindsigtsafgørelse fra Moderniseringsstyrelsen (pdf)

Læs aktlisten her:

Aktliste fra Moderniseringsstyrelsen (pdf)

Dokumenterne er også tilgængelig til højre for artiklen.