Sine Sunesen, topforhandler for KL er ikke længere ansat af foreningen.

Sine Sunesen ikke fyret af KL-bestyrelse

Det er ikke KL's bestyrelse – der består af lokalpolitikere – der har truffet beslutningen om Sine Sunesens afgang, og bestyrelsen ved endnu ikke, hvorfor direktøren er afskediget.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På dagen, hvor lærernes afstemning om overenskomstresultatet er blevet sat i gang, smed KL lidt af en bombe: Sine Sunesen, der var topforhandler og medlem af KL's fire mand store direktion, er ikke længere ansat i KL.

Sine Sunesen har overfor tv2.dk bekræftet, at hun er blevet sagt op, men har ikke ønsket at kommentere sagen.

Anders Bondo målløs over chefforhandler-fyring 

I de dramatiske forhandlinger, der førte til den aftale, der nu er til urafstemning hos lærerne - var hele KLs bestyrelse lørdag den 14. februar indkaldt til møde.  Det fik næstformand i Forhandlingsfællesskabet Dennis Kristensen til at gætte på, at det var finansminister Bjarne Corydon, der forsøgte at forhindre KL i at indgå en aftale med lærerne. Til det sagde Michael Ziegler:

"KL er en selvstændig arbejdsgiverorganisation. Som jeg også sagde ved forhandlingerne sidst, så sker der selvfølgelig en vis koordinering mellem de offentlige arbejdsgivere. Vi har underviserområder, og staten har underviserområder, så selvfølgelig taler vi sammen. Men nej, finansministeren har ikke påvirket resultatet her".

Ziegler: Et godt skridt i retning af at genskabe respekten for skolen og lærerne

"Vi har ingen årsag fået" Selv om KL's bestyrelse skulle godkende overenskomstresultatet, er det ikke de folkevalgte lokalpolitikere, der har taget beslutningen angående Sine Sunesen.

Det fortæller Preben Andersen fra Dansk Folkeparti, der er 1. viceborgmester i Skive Kommune:

"Vi har ingen årsag fået. De har selvfølgelig skrevet, at man har afskediget Sine Sunesen, fordi der er opstået en uenighed. Og man forsøger nu at finde en aftrædelsesordning - det er den eneste orientering, vi har fået. Så regner jeg med, at vi på næste bestyrelsesmøde vil blive orienteret om, hvad det er, der er gået galt", siger Preben Andersen til Folkeskolen.dk.

Hun havde da bestyrelsens opbakning i forhandlingerne, havde hun ikke?

"Jo, der blev fundet en løsning på det", siger Preben Andersen.

Så det er ikke, fordi hun har handlet uden politisk opbakning?

"Man kan sige: Bestyrelsen har godkendt det oplæg, der var på det bestyrelsesmøde, hvor vi en lørdag var ovre og godkende det", siger Preben Andersen.

Ikke bestyrelsens kompetence

KL-formand Martin Damm, der er Venstre-borgmester i Kalundborg, var ordknap omkring afskedigelsen.

"Vi har ikke nogen kommentarer til det", siger Martin Damm.

Preben Andersen fortæller, at bestyrelsen ikke kender årsagen til at hun stopper?

"Det er heller ikke bestyrelsens kompetence", siger Martin Damm.