Der er samlet set sket et markant fald i antallet af nye studerende på læreruddannelsen i forhold til de foregående fire år. Dog har efteroptaget været større, end det plejer at være.

Nye optagelseskrav til læreruddannelsen har kostet 762 studerende

Første år med de nye optagelseskrav til læreruddannelsen har resulteret i et fald i nye studerende på 20 procent. Rektor på Via UC vil ikke lukke mindre uddannelsessteder på grund af et enkelt års fald i søgningen til læreruddannelsen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I alt 2913 studerende har sagt 'ja tak' til at blive studerende på læreruddannelsen i år. Det er 762 færre lærerstuderende i forhold til sidste år, og det svarer til et fald i antallet af studerende på 20 procent i forhold til 2012. Det viser en ny opgørelse fra Uddannelsesministeriet, som har samlet tallene for ansøgere, der er kommet ind via første runde og gennem ledige pladser samt trukket de fra, der ikke ønskede en studieplads alligevel.

Særlig situation i år Via UC har også mærket nedgangen i optagelsen. Rektor på professionshøjskolen Harald Mikkelsen mener, at der er flere forklaringer på de færre lærerstuderende.

"Det er en særlig situation i år. Dels har forårets konflikt påvirket ansøgningen til læreruddannelsen i hele landet. Dels er der kommet nye adgangskrav, og det er en kommunikationsopgave, der rummer nogle udfordringer. Man skal have 7 for at komme direkte ind, men det er også muligt at få en plads via en optagelsessamtale, hvis man har under 7, og det er der nok nogle, der har fået lidt galt i halsen".

Den lavere søgning har også betydet færre studerende til flere af de udbudssteder, der i forvejen er små. Men det betyder ikke, at de er lukningstruede ifølge rektoren.

"Vi vil ikke handle overilet, og vi tager ikke nogen strukturelle beslutninger på grundlag af disse tal. Vi venter og ser, hvordan det ser ud, når læreruddannelsen er faldet mere på plads", siger Harald Mikkelsen og henviser til, at de små uddannelsessteder Skive og Nørre Nissum er hægtet op på de større steder, og kvaliteten bliver derfor stadig sikret.

Håbet er som bekendt lysegrønt, og Harald Mikkelsen tror, at søgningen til læreruddannelsen vil blive større igen.

"Der er sket et vist fravalg i år, men jeg tror, at det vender tilbage næste år. Vi tager det roligt, men vi holder øje med kvaliteten, både den vi leverer i det pædagogiske arbejde, men også om de studerende, der kommer, er motiverede og med et højt niveau", siger han.

Fald i søgning til læreruddannelsen: En ny type studerende vil gøre entré

Større efteroptag end de seneste år Selvom færre har søgt ind på læreruddannelsen i første runde, så er der flere, der har fået en af de ledige studiepladser fra august og frem til oktober, det såkaldte efteroptag, end der har været de seneste år. 579 studiepladser er blevet besat efter 30. juli, og det er fire år siden, det tal har været så højt.

488 ledige pladser på læreruddannelsen er besat

 "Det glæder mig, at læreruddannelsen har fået øget opmærksomhed i optagelsens anden runde. Det tyder på, at budskabet om en ny, fagligt stærkere og mere attraktiv læreruddannelse efterhånden når ud til ansøgerne. Det endelige optag på læreruddannelsen er stadig lavere end sidste år, men jeg forventer til gengæld, at de skærpede adgangskrav og den mere udfordrende uddannelse vil mindske det traditionelt store frafald fra uddannelsen", siger uddannelsesminister Morten Østergaard i en pressemeddelelse.

Samlet set er 64.746 studerende begyndt på en videregående uddannelse i 2013, og det er det største antal nogensinde.