Foto: Annika Øyrabø

900.000 kroner at søge til naturfagsfestival

Lærere har mulighed for at søge op til max. 20.000 kroner til at styrke elevernes aktiviteter på Dansk Naturvidenskabsfestival, der finder sted 24.-28. september. Ansøgningsfrist er 25. maj.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nyskabende naturvidenskabelige og innovative aktiviteter vil Nordea-fonden gerne støtte op til den landsdækkende festival i efteråret. Lærerne kan søge støtte til materialer, udstyr og til transport til ekskursioner ud over almindelige museumsbesøg.

Nordea-fonden lægger vægt aktiviteter, der indeholder eksperimenter, udvikling af prototyper, er utraditionelle og flerfaglige. I alt er der 900.000 kroner at søge.

Festivalpuljen blev etableret sidste år, hvor støtten blandt andet gik til projekter med sansehaver, robotshow, stand-up fysik, dragefestival og Jupiter-observationer.

"Børn og unges indsigt i naturvidenskab er af stor betydning - naturvidenskab indgår i mange vigtige sammenhænge i et moderne samfund", siger Ulla Björnsson, der er sekretariatschef i Nordea-fonden som baggrund for støtten.