Det skærper bekymringen over besparelserne, at der er sket reduktioner andre steder, mener Stig Langvad, formand for DH.

Videnscenter for handicap står over for store besparelser

Stordriftsfordelene skal bruges til at styrke arbejdet med at indsamle og formidle viden, fik Danske Handicaporganisationer, DH, at vide, da 13 videnscentre om handicap blev lagt sammen for et år siden. I næste uge skal der fyres medarbejdere.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

DH var ikke begejstret, da videnscentrene om blandt andet autisme, døvblindfødte og ordblinde blev slået sammen til Videnscenter for Handicap- og Socialpsykiatri, ViHS, med afdelinger i København, Aarhus og Aalborg. Men ved fusionen understregede Socialministeriet over for medlemsorganisationerne, at der ikke var tale om en spareøvelse. Derfor skuffer det DH, at ViHS nu bliver pålagt besparelser.

"Der hersker ingen tvivl om, at både DH og medlemsorganisationerne ser det som et klart løftebrud, hvis der sker nedskæringer i forhold til ViHS, der betyder, at det nuværende aktivitetsniveau ikke kan øges i forhold til behovene for at indsamle og formidle viden på handicapområdet, hvilket er og fortsat skal være det vigtigste for denne del af Socialstyrelsen", skriver DH's formand, Stig Langvad, i et brev til social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S).

 

Bekymring skærpes af andre reduktioner

 

Det er utrolig vigtigt, at regeringen ikke forringer mulighederne for at udvikle og formidle viden på handicapområdet til kommuner, personer med handicap og deres pårørende, understreger Stig Langvad.

"SFI har for nyligt konstateret, at når den danske handicapforskning i dag halter bagefter, så skyldes det, at der forskes betydeligt mindre i Danmark end i både Norge og Sverige. Formålet med ViHS er netop at indsamle, udvikle, bearbejde og formidle viden af høj kvalitet, til både mennesker med handicap, deres pårørende og de kommunale forvaltninger samt politiske beslutningstagere på både lokalt og centralt niveau".

Hans bekymring over besparelserne skærpes af, at DH år de senere år har været vidne til en betydelig reduktion i indsatsen for at opbygge og fastholde den særlige faglige ekspertise, kommunerne skal bruge for at kunne udvikle de nødvendige foranstaltninger til gavn for mennesker med handicap.

"En række kommunale, regionale eller selvejende specialistmiljøer har enten måtte lukke eller indskrænke aktiviteterne markant, som følge af manglende efterspørgsel. Hvis ViHS også reduceres, vil der ikke være megen opsamling og formidling af viden tilbage", fastslår han.

 

Svært at nå de samme opgaver som hidtil

 

Det er endnu ikke meldt ud, hvor mange af de cirka 70 medarbejdere, ViHS skal skille sig af med. Men videnscentret er en del af Socialstyrelsen - der ind til midt i december hed Servicestyrelsen - og her skal der spares 15 procent.

"Frem mod 2013 skal der nedlægges omkring 54 årsværk i Socialstyrelsen, hvoraf nogle klares med fratrædelsesaftaler og ubesatte stillinger. Tilbage er 40 årsværk, men vi ved endnu ikke, hvordan fordelingen bliver mellem Socialstyrelsen og ViHS", siger Helle Bjarnø, tillidsrepræsentant for AC'erne.

Hun har svært ved at se, at en reduceret medarbejderstab skal kunne klare det samme arbejde som i dag.

"Ved fusionen for et år siden fik vi at vide, at vi i høj grad skulle fortsætte med de opgaver, vi havde med fra de gamle videnscentre, men hvis vi skal spare over ti procent, får vi svært ved at nå det samme arbejde som hidtil. Det er også det, brugerorganisationerne har svært ved at se

Selv indgår hun i teamet omkring synshandicap og erhvervet døvblindhed og har i 12 år arbejdet med it-tilgængelighed for mennesker med handicap. Det er nok et af de områder, der bliver nedprioriteret.

"Det er meget teknisk orienteret, og man kan altid diskutere, om det er med til at gøre sagsbehandlingen i kommunerne bedre. Men det er med til at stille mennesker med handicap bedre i interaktionen med kommunen, at internettet og it-redskaberne laves på en måde, så de kan bruges af for eksempel blinde og andre med særlige behov", siger Helle Bjarnø.

 

Hjælpemiddelinstituttet skæres 30 procent

 

Onsdag i næste uge bliver de medarbejdere, der skal varsles afskediget, kaldt til samtale. Lederen af ViHS, kontorchef Bo Beck, ønsker ikke at fortælle, hvor mange det drejer sig om, men det står fast, at videnscentrets afdeling med 16 medarbejdere i Aarhus bliver nedlagt. Flere af de faglige konsulenter i Aarhus arbejder med henholdsvis bevægehandicap og udviklingshæmning, og en er ekspert i hjerneskader.

"Vi har tilbudt medarbejderne en fratrædelsesordning, og det har nogle taget imod. Ellers får de tilbud om at flytte til Odense, hvor Socialstyrelsen har hovedsæde", siger Bo Beck.

Socialministeriet har også besluttet at reducere Hjælpemiddelinstituttets bevilling med knap 30 procent i 2013 startende med det halve i 2012. Samtidig er den hidtidige selvejende institution blevet lagt sammen med ViHS med virkning fra 1. januar i år.

De knap 40 medarbejdere er fordelt ligeligt på instituttets afdelinger i Aarhus og Taastrup. I Aarhus bor instituttet i samme hus som ViHS, men om denne afdeling også skal nedlægges, vil Bo Beck først oplyse, når han har orienteret Hjælpemiddelinstituttets medarbejdere om, hvad der kommer til at ske.

Hjælpemiddelinstituttet driver blandt andet et forum for fagfolk, der arbejder med informations- og kommunikationsteknologiske løsninger til mennesker med kommunikative og kognitive funktionsnedsættelser, og et netværk for fagpersoner, der arbejder med teknologiske hjælpemidler, der giver støtte til læsning og skrivning og hjælper med at organisere dagligdagen for blandt andre ordblinde og personer med aspergers eller ADHD.

 

I strid med handicapkonventionen

 

At der overhovedet skal spares på Hjælpemiddelinstituttet bekymrer også Stig Langvad fra DH.

"Der er tale om en stor besparelse og ikke mindst en stærk nedprioritering af hjælpemiddelområdet, som skal bidrage til, at personer med handicap kan leve et liv så uafhængigt af andre som muligt", skriver formanden i et andet brev til socialminister Karen Hækkerup.

Stig Langvad er skuffet over, at handicaporganisationerne ikke har været inddraget i beslutningen om at spare. Han mener, at det er i strid med FN's handicapkonvention, som trådte i kraft i Danmark den 23. august 2009. Ved beslutninger, der vedrører personer med handicap, er deltagerlandene forpligtet til at rådføre sig indgående med og aktivt involvere personer med handicap gennem de organisationer, der repræsenterer dem.

Læs Stig Langvads breve til Karen Hækkerup via linkene til højre.

Eksporter i ordblindhed ser mere lyst på udsigten til nyt storcenter Nyt storcenter om handicap og socialpsykiatri mødes med skepsis

 

Læs mere

Stig Langvads brev om besparelserne påViHS

 

Stig Langvads brev om besparelserne påHjælpemiddelinsiituttet