Eksperter i ordblindhed ser mere lyst på udsigten til nyt storcenter

Der spredte sig både undren og skepsis i Dansk Vidensenter for Ordblindhed, da man fik at vide, at centret til nytår skal fusionere med 12 andre videnscentre og tre vidensnetværk. Selv om der stadig hersker usikkerhed om fremtiden, er skepsissen væk.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fra 1. januar 2011 nedlægges 14 videnscentre på handicapområdet. I stedet samles de i ét stort center med navnet Videnscenter for Handicap og Socialpsykiatri, der knyttes til Servicestyrelsen og placeres fysisk med hovedsæde i København og afdelinger i Århus og Aalborg.

Planen om en fusion blev præsenteret af socialminister Benedikte Kiær (K) i august. Både næstformand for bestyrelsen i Dansk Videnscenter for Ordblindhed, DVO, Karl-Åge Andreasen fra Ordblindeinstituttet, og centerleder Birgit Dilling Jandorf tog på centrets hjemmeside afstand fra planerne.

"Der er fortsat stor efterspørgsel på et fagligt ekspertmiljø, der kan svare på spørgsmål om ordblindhed, og jeg kan være bekymret for, om det nye center giver tilstrækkelig plads til denne fagspecialisering", sagde centerlederen.

Beslutningen om at danne ét stort center kom bag på DVO.

"Vi vidste godt, at Servicestyrelsen kiggede på videncentrene, men vi var ikke forberedt på, at der ville komme en så topstyret beslutning", siger Birgit Dilling Jandorf til specialpaedagogik.dk i dag.

Stadig brug for målgruppespecifik viden

Nu er Birgit Dilling Jandorf knap så bekymret. Det skyldes, at DVO har fået svar fra vicedirektør Helle Thiele på en række spørgsmål til centrets fremtid.

Ifølge DVO's nyhedsbrev skriver vicedirektøren, at det på rigtig mange områder og problemstillinger giver god mening, at vidensarbejdet har en mere tværgående og almen karakter. Men samtidig er der fortsat behov for at fastholde og videreudvikle den målgruppespecifikke viden, og det er netop et af formålene med fusionen til Videnscenter for Handicap og Socialpsykiatri.

"Som udgangspunkt overføres DVO's nuværende opgaver til det nye videnscenter, og allerede igangsatte projekter med ekstern finansiering vil naturligvis også blive ført videre. Den nærmere vurdering af DVO's specifikke opgaver vil ske i tæt samarbejde med DVO. Det er vigtigt for det nye center, at videnscentrenes nuværende kompetencer fastholdes til gavn for det fremtidige arbejde på området", understreger Helle Thiele.

DVO bliver inddraget i fusionen

Det svar er Birgit Dilling Jandorf glad for.

"Det vidner om, at man er klar over, hvilket brand, hvilke kompetencer, og hvilken ordblindespecifik viden det er værd at fastholde. Vi ved endnu ikke så meget om, hvad der konkret kommer til at ske, men vi har fået at vide, at vi bliver hørt og inddraget i fusionen", siger centerlederen.

Hun har været bange for, at ordblindeområdet ville blive en del af en større enhed om kommunikation i det nye center. Men hun skal både lægge en årsplan og et budget for næste år, der som udgangspunkt skal respekteres i det nye center. Også DVO's hjemmeside og nyhedsbrev består, indtil der er skabt en ny og bedre løsning for det nye Videnscenter for Handicap og Socialpsykiatri.

"Fusionen kan skabe synergi og nye muligheder, hvis man respekterer de enkelte videnscentres særegenheder og kvaliteter. Vi går ind i kampen og forklarer, hvordan vi varetager området med ordblinde. Jeg tror ikke, Servicestyrelsen vidste, hvor mange der ringer til os hver dag for at få råd og vejledning. Det gælder både fagpersoner, ordblinde og pårørende til ordblinde", siger Birgit Dilling Jandorf.

Brugerne bakker op om en synlig placering

Da planerne om en fusion af de 13 videnscentre og tre vidensnetværk blev lanceret i august, opfordrede Birgit Dilling Jandorf DVO's brugere og faglige netværk til at komme med input, som kan sikre området en synlig forankring i den nye organisation.

Det har givet afkast. Mange skriver om deres brug af videnscentret og fremhæver det elektroniske nyhedsbrev, konferencer og netværk som gode kilder til at holde sig fagligt orienteret. Endnu flere nævner vigtigheden af den direkte mulighed for sparring og rådgivning. Funktioner, som, brugerne håber, kan bringes med ind i den nye organisering.

"Jeg håber, I vil kæmpe for at blive en synlig enhed i den nye organisation, da brugerne har stor brug for jeres viden og ekspertise på området. Jeg har personligt gennem mange år som læsekonsulent haft stor glæde af at benytte mig af den viden og ekspertise, I har i forhold til dyslektiske børn og unge", lyder et af de mange bidrag, som DVO gengiver i sit seneste nyhedsbrev.

Fakta om det nye center

Det nye center får hovedsæde i København med afdelinger i Århus og Aalborg og kommer til at bestå af:

Center for Små Handicapgrupper

Dansk Videnscenter for Ordblindhed

Dansk Videnscenter for Stammen

Hjælpemiddelinstituttet

Videnscenter for Autisme

Videnscenter for Bevægelseshandicap

Videnscenter for Døvblindfødte

Videnscenter for Døvblindblevne

Videnscenter om Epilepsi

Videnscenter for Hjerneskade

Videnscenter for Hørehandicap

Videnscenter for Synshandicap

Videnscenter for Socialpsykiatri

VIKOM - Videnscenter om Kommunikation og Multiple Funktionsnedsættelser hos Børn og Unge uden et talesprog.