Liste med skolebøger om handicap ligger klar

Lærere efterlyser jævnligt undervisningsmateriale om emnet handicap. Nu har to centre lavet en liste over bøger, film og spil, der både kan bruges til en temauge, i den almindelige undervisning, og hvis en elev i klassen har et handicap.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Noget af det bedste mod fordomme om handicap er at læse om emnet. Derfor er det i det hele taget en god ide, at skolebørn konfronteres med børn med handicap i undervisningen, uanset om der er funktionsnedsatte børn i klassen eller ej", konkluderer Center for Ligebehandling af Handicappede.

Der medvirker ikke mange mennesker med funktionsnedsættelse i grundbøger i dansk, engelsk, historie, matematik og natur/teknik på 3., 4. og 5. klassetrin, viste en gennemgang fra centret tidligere på året. Nu har centret sammen med Center for Undervisningsmidler i Storkøbenhavn lavet en oversigt over det relevante undervisningsmateriale, der trods alt findes.

Listen indeholder først og fremmest materiale, der er egnet til folkeskolen.

"Vi har sagt det før, men vi siger det igen: Undersøgelser har vist, at jo tidligere børn stifter bekendtskab med mennesker med handicap, enten gennem direkte kontakt eller gennem undervisning, jo mere positive holdninger får de som voksne til mennesker med handicap", skriver Center for Ligebehandling af Handicappede i en kommentar til listen.

Materiale valgt særligt ud til mellemtrinet

På grund af det sparsomme undervisningsmateriale om handicap, indeholder listen også titler på skønlitteratur og film, som kan bruges i undervisningen. Desuden er der et udvalg af faglitteratur til lærere, som kan give et indblik i emnet handicap.

Centret har også vedlagt adresser til en række handicaporganisationer, som lærere kan kontakte, hvis de ønsker information om specifikke handicap. Det fremgår også, om den enkelte forening formidler kontakt til personer, som tager ud til folkeskoler og fortæller om deres liv med et handicap.

To pædagogiske konsulenter har valgt et materiale ud fra den samlede liste, som er særlig egnet for 3. til 6. klasse, hvor eleverne har en begyndende interesse i mangfoldighed og anderledeshed.

Konsulenterne har blandt andet fokuseret på, hvilken viden materialet formidler, og hvilken holdning til mennesker med handicap det præsenterer. Derudover giver de en vurdering af, hvilke aktiviteter materialet lægger op til, og hvordan dets layout er.

På listen er der blandt andet materialer om, hvordan det er at være døv, blind, autist, spastiker eller epileptiker. Andre materialer handler om at sidde i kørestol eller at have en søskende med Downs syndrom.