Handicappede er ikke med i skolebøger

De fortællinger, børn møder i skolen, er med til at forme deres forståelse af virkeligheden. Børnene lærer om helte og skurke og om hovedroller og biroller. Og dem, der ikke er med i fortællingerne - de findes ikke. Ergo findes handicappede ikke.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der medvirker ikke mange mennesker med funktionsnedsættelse i de grundbøger i dansk, engelsk, historie, matematik og natur/teknik på 3., 4. og 5. klassetrin, som Center for Ligebehandling af Handicappede har gennemgået.

"Den skolepædagogiske debat har gennem de sidste år været præget af begreberne rummelighed og inklusion. Der har været meget fokus på, at færre børn skal udskilles fra den almene folkeskole, og på at gøre plads til mangfoldighed og forskellighed. Man kunne derfor forestille sig, at skolebøgerne fremviste en mangfoldig børnegruppe. Det er dog langt fra det indtryk, materialet efterlader", skriver centret i sin årsberetning.

I alt fandt centret funktionsnedsættelser som et element i billeder eller historier 24 gange. Billeder af børn og voksne med briller er ikke talt med. I fem tilfælde er der tale om historiske fortællinger og billeder om for eksempel børnelammelse. I to tilfælde er der tale om aldersbetingede funktionsnedsættelser, og i syv tilfælde er formålet, at eleverne lærer, hvad det vil sige at have en funktionsnedsættelse. Der er blandt andet tale om en hel bog, der har handicap som tema.

Kun ni gange er en handicappet hoved- eller biperson i en historie, der ikke har handicap eller personens funktionsnedsættelse som hovedtema, viser opgørelsen. Og det bekymrer centret, for der er stor forskel på, om en historie handler om at være et handicappet menneske, eller om at være et menneske, der ud over alt muligt andet også har en funktionsnedsættelse.

"Stifter eleverne kun bekendtskab med for eksempel funktionsnedsættelse som led i en tematisering af diversitet, risikerer det at komme til at virke som en understregning af forskellighed. Det er derfor nødvendigt, at der også er historier, der indeholder hoved- og bipersoner med funktionsnedsættelser, som fremstilles først og fremmest for noget andet end deres funktionsnedsættelse, for eksempel haveelsker, sur, på vej til toget eller glad for dyr", skriver centret i årsberetningen.

Centret nævner en historie fra en engelskbog om en advokat, der løser en krimigåde. Hovedpersonen er ud over at være advokat og krimigådeløser også blind. Dette nævnes, men er ikke i fokus i historien.

Centrets anbefalinger

Særligt barndomserfaringer og de bøger og film, børn læser og ser, kan medvirke til at skabe positive holdninger, viser en analyse, som Socialforskningsinstituttet lavede om danskernes holdninger til handicappede for syv år siden. Det er derfor ikke uvæsentligt, hvilke fortællinger skoleelever bliver præsenteret for.

Ifølge en engelsk undersøgelse synes handicappede børn, at det sender et signal om, at de er mærkelige og anderledes, når historier for børn næsten aldrig handler om børn med funktionsnedsættelser. Det får dem til at føle sig isolerede og ekskluderede.

Den engelske regering har søsat et initiativ, der skal sikre, at handicappede repræsenteres i publikationer, oplysningskampagner og andet materiale, der produceres af regeringen. På samme måde anbefaler Center for Ligebehandling.

- At der i langt højere grad fokuseres på diversitet, når der produceres nyt skolebogsmateriale.

- At de historier, der fortælles om børn og voksne med funktionsnedsættelser i skolebøger, ikke kun er om handicap, men om mennesker.

- At lærere har fokus på diversitet, når de udvælger undervisningsmateriale.

- At der generelt sættes fokus på den usynlighed og underrepræsentation, mennesker med funktionsnedsættelser oplever i medielandskabet, og at der tages initiativer til at ændre dette. Der kunne for eksempel iværksættes et projekt på linje med det, den engelske regering har indledt.