Rømer til tops i europæisk fagbevægelse

Martin Rømer - tidligere formand for Danmarks Lærerforening og gennem otte år danske læreres repræsentant i Bruxelles - tiltræder onsdag morgen topposten som generalsekretær i den europæiske lærerorganisation ETUCE.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er ikke mindst de tyske lærerorganisationer, der på baggrund af Martin Rømers indsats i Bruxelles har opfordret ham til at stille op til valget, som finder sted på ETUCEs styrelsesmøde mandag-tirsdag i denne uge. Der var oprindeligt to kandidater, men modkandidaten, irske Charlie Lennon, trak sig for nogen tid siden.

"DLF var medstifter af ETUCE, og vi har i mange år haft et meget tæt samarbejde", siger Martin Rømer, der udover at være DLFs mand i Bruxelles også har været leder af Danske Lærerorganisationer-International og dermed været lobbyist for samtlige danske underviserorganisationer i forhold til EU.

Som generalsekretær i ETUCE udgør Martin Rømer for en tre-årig periode den daglige politiske ledelse af den europæiske lærerorganisation. Efter hvad Martin Rømer kalder "et vist pres" har Europa-Kommisionen accepteret at give den europæiske lærerorganisation plads i de arbejdsgrupper, som i den kommende tid skal diskutere EUs arbejde med mål for uddannelsessystemerne og hvilke indikatorer, man vil arbejde med, når uddannelsessystemet skal kvalitetssammenlignes. En anden stor opgave, der ligger foran ETUCE og Martin Rømer, er at få igangsat det, er der i Europa-sprog kaldes en social dialog:

"I alle andre brancher er der er en social dialog mellem løndmodtagerorganisationer og arbejdsgivere i EU-systemet - undtagen på uddannelsesområdet. Derfor har vi haft følere ude hos de offentlige arbejdsgivere for at få sådan en social dialog til at fungere. Det giver nemlig en række formelle indgange til at påvirke EU-systemet og dermed styrke lærernes position", siger Martin Rømer.

Han får også travlt med at gennemføre ETUCEs egen mini-udgave af EUs udvidelse. Selvom de øst- og centraleuropæiske lande og Tyrkiet allerede er associerede medlemmer af ETUCE, er det nødvendigt med en ændret struktur i ETUCE for at kunne optage de nye EU-lande som egentlige medlemslande inden for ETUCEs begrænsede økonomiske resurser.

Martin Rømer har gennem årene i Bruxelles også taget sig tid til at rejse rundt på medlemsmøder i DLFs kredse rundt om i Danmark og har også indgået nogle aftaler for 2003. Men han erkender, at der nok bliver mindre tid til disse medlemsmøder i de kommende år, hvor han får forpligtelser over for 134 medlemsorganisationer i hele Europa.