Temahæftet henvender sig til lærere, der ønsker at få nye impulser til planlægning og gennemførelse af specialundervisning i 90'ernes skole, og det bygger på en indsamling og bearbejdning af erfaringer fra praksis i indland og udland. Hæftet ønskes set i forlængelse af bekendtgørelsen om specialundervisning nummer 537 af 16. juli 1990 og henvender sig derfor også til skolernes bestyrelser med det formål at skabe diskussion om undervisningens indhold, struktur og organisation. Indholdsmæssigt bevæger teksten sig fra et meget overordnet formåls- og definitionsniveau til den konkrete praksis i den enkelte lektion for den enkelte paragraf 20, styk 2-specialundervisningselev.

Indledningsvis fastslås det, at undervisningsdifferentiering efter lovens paragraf 18, styk 1, ideelt set ville kunne overflødiggøre begrebet 'særlige behov', men i praksis vil det næppe være realistisk at forvente, at undervisningsdifferentiering kan erstatte specialundervisningen.

For at differentiere indsatsen over for elever med særlige behov kan den specialpædagogiske bistand sættes ind på fire områder: Det faglige niveau, den pædagogiske struktur, undervisningens metodik og i indlæringen af de kulturtekniske færdigheder. For at tilgodese den enkelte elev kan undervisningen på disse fire områder finde sted i en fleksibel tilpasning til klassens almindelige undervisning eller mere segregerede former.

Hæftets substans er undervisningsplanlægningens fire hovedområder: Beskrivelsen af eleven, årsplanen, den individuelle elevplan og den fælles aktivitetsplan samt dens tilrettelæggelse og evaluering. Her lades ingen sten uvendt. Elevens kompetencer og potentialer foreslås beskrevet i detaljerede handletermer. Den høje detaljeringsgrad præger også hæftets eksempel påårsplan, hvor færdigheder som: udpege højre og venstre hånd, lytte til historier illustreret med billeder, eftersige rim og remser, udpege antal op til ti og benævne to træer kan tjene som eksempler fra forskellige fag.

Størst grad af specifikation optræder i opbygningen af aktivitetsplanen. En aktivitet defineres som et tidsbegrænset og struktureret undervisningsforløb, hvor eleverne arbejder med det samme emne, men på forskellig måde i forhold til deres potentialer, det fælles mål og de individuelle mål. Hæftets modeleksempel for en fælles aktivitetsplan for tre elever vil nok være en nyskabelse for de fleste lærere, og det vil kræve F-tid i et hidtil uset omfang, hvis der skal oprettes et sådant registreringsbureaukrati omkring den enkelte dobbeltlektion. De anvendte skemaer bringes som bilag til skolens egen kopiering.

Der sættes fokus på skolelederen, som dels træffer beslutningen om iværksættelsen af specialundervisningen, men som også anbefales involveret i de vanskelige undervisningsopgaver, og dels gøres ansvarlig for, at bestyrelsen medtænker specialundervisningen som en integreret del at skolens samlede virksomhed.

Illustrationerne er tilstræbt uskarpe billeder af elever, og 11 steder i bogen bringes Ola Larssons vidunderlige portræt af fortidens landsbylærer, som i sine talebobler konkretiserer og perspektiverer bogens ideale anbefalinger i forhold til den barske dagligdag. Det er dansk, og det er velgørende, at skrivegruppen har fået plads til denne Søren Bruunske, selvironiske distance.

Hvis hæftets indhold skal være en norm, som for eksempel forældre skal kunne kræve opfyldt for den enkelte specialundervisningselev, vil det forudsætte en omstillingsperiode, som har samme tidsperspektiv som undervisningsdifferentieringens endelige indførelse i alle klasser i folkeskolen.