Anmeldelse

At sætte sig spor
At sætte sig spor

At sætte sig spor

Biografien om Inger Merete Nordentoft er en solid dokumentation af mørke sider af skole- og samfundslivet for blot få generationer siden. Og af et af lyspunkternes liv og virksomhed

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Inger Merete Nordentoft var et ikon for kampen mod den menneskeligt afstumpende skoleform, som selvfede lærere og bekvemmelighedspolitikere havde skabt i 1930'erne og 40'erne. Hendes kamp for social retfærdighed gik langt ud over hendes bestræbelser for at give børnene en bedre skolegang. Her var hendes indsats ellers markant nok, når hun opfordrede til at vise børnene tillid frem for at give dem tæsk, eller hun sammen med Torben Gregersen udarbejdede nye typer undervisningsmaterialer, som byggede på den grundopfattelse, at små børn er individer, der ikke behøver at lære alting på samme tid og i kor.

Fakta:

Titel: At sætte sig spor

Forfatter: Adda Hilden

Pris: 300 kroner

Sider: 304 sider

Type: Bog

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Først og fremmest forbinder eftertiden hende med den kamp, hun måtte føre, i forbindelse med at hun valgte at blive enlig mor - på et tidspunkt, hvor hun både var nyudnævnt skoleinspektør og nyvalgt folketingsmedlem for kommunisterne. Denne sag afslører mere om den almene holdning blandt lærere og i samfundet end nok så mange historiske oversigtsværker.

Nu har dette hædersmenneske fået sin biografi. Et grundigt og gennemarbejdet studie af alle spor efter Nordentofts minde. Selv havde hun omhyggeligt destrueret alt, hvad der ikke angik hendes offentlige virke, men Adda Hilden har alligevel fundet nok til en solid dokumentation, for eksempel i lærerrådsprotokoller, der afslører, at splittelsen blandt lærerne på Katrinedal Skole ikke opstod på grund af forskellige holdninger til inspektørens moderskab, men havde bund i giftige stridigheder mellem forskellige fraktioner om snart sagt hvad som helst siden skolens start i 1934.

Biografien er et særdeles omfattende arbejde, der bygger på grundige kildestudier. Således danner protokollen fra Valby Skoles lærerråd baggrund ikke blot for beretningen om Nordentofts første tillidshverv som lærerrådsformand, men også til at belyse de vilkår, hun og kollegerne havde at arbejde under. I det hele taget går det glimrende at læse bogen som skole- og socialhistorie eksemplificeret omkring en person.

"En tidselblomst i skolehaven", blev hun kaldt af en konservativ provinsavis, og det var formentlig en betegnelse, hendes ærkefjende, Københavns socialdemokratiske skoledirektør Thorkild Jensen, kunne tilslutte sig. Han havde bekæmpet hende af et ærligt hjerte op gennem 1930'erne, hvor hun som formand for Københavns Kommunelærerindeforening og Fælleslærerrådet repræsenterede stort set alt det, han ikke kunne lide. Men medlemmerne gik ind for hende, og selv om der i mangt og meget også var delte meninger i den borgerligt indstillede forening, genvalgte de hende, selv i den periode hvor hun sad i fængsel for at have huset en frihedskæmper. Og forældrene gjorde det samme, da skoledirektøren og den reaktionære lærerfløj ville sætte hende fra bestillingen på grund af det faderløse barn.

Powered by Labrador CMS