”Opskrifter på rollespil - i institutioner og skoler” er en praksisorienteret bog. Man er ikke i tvivl om, at skribenterne taler ud fra en solid bund af erfaring, og at deres fif virker i virkeligheden. Centralt i bogen står seks forskellige scenarier, altså oplæg til konkrete spil. Disse beskrives over adskillige sider, og man er fint klædt på til at gå i gang, når man har læst dem igennem. Først og fremmest får man en historie, udstyrsliste og beskrivelse af de forskellige aktørers roller. Selve spillet er opdelt i scener, og der er sat tid og deltagere på – alt i alt en drejebog, der er til at følge. Flere af scenarierne læner sig op ad den klassiske fantasygenre, som er alle rollespils moder, men der bydes også på zombier, grønlandsk mytologi og dansk middelalder.

Et forløb skiller sig markant ud. Det hedder ”Vrede” og er som det eneste henvendt til udskolingselever. Her skal ikke kæmpes, men debatteres. Stridens æble er en forestående terrorhandling. De vordende misdædere er en gruppe kristne fanatikere, der har til hensigt at rette et angreb mod muslimske interesser. Mens jeg ikke er i tvivl om, at der er potentiale til et rigtig spændende forløb, forekommer det mig, at man som lærer skal tænke sig godt om, før man bringer det til udførelse, for det er kontroversielt indhold.

Så vidt, så godt – en god opskrift på timers sjov og slagsmål. Problemet er blot, at bogens titel lover mere, end bogen kan levere. Den pædagogisk-didaktiske vinkel er uforløst. Selvom jeg langtfra er ekspert, har jeg dog haft et par bøger om rollespil i institutionssammenhæng mellem hænderne. De har alle udmærket sig ved masser af gode råd og vejledning i, hvordan man spiller rollespil, laver våben og dragter og så videre. Dygtige amatører, der øser af deres viden – og jeg mener amatører i ordets oprindelige betydning, nemlig folk, der er drevet af kærlighed til emnet. De kan deres rollespil, og de har helt klart også tag på børn – jeg er sikker på, at deres rollespil er store succeser. Men professionelt leverer de desværre ikke varen.

Det er resursekrævende tids–, personale– og materialemæssigt at lave rollespil. Jeg mener ikke, at man skal kunne måle og veje alting, men i det klima, folkeskolen lever under, er man simpelthen nødt til at kunne begrunde det, man gør. Afsætter man tre lærere, en uge og 1.500 kroner (tænkt eksempel, men realistisk) til at stable et rollespil på benene, skal der være kød på og resultater i vente. I denne udgivelse fylder pædagogik og didaktik samlet otte sider, inklusive illustrationer, ud af 164, og indholdet er mildt sagt rudimentært. Man får at vide, at ”erfaringen viser klokkeklart, at man får gode indlæringsresultater med rollespil, hvor børnene ikke er bevidst om, at de lærer det, de lærer”. Ud over at det for tiden er god latin, at eleverne netop skal være bevidste om deres læring, ville det være fint med en uddybning af dette postulat – der er ingen referencer eller litteraturliste eller for den sags skyld et illustrativt eksempel. Vi får også at vide, at evaluering er noget af det vigtigste i undervisningsrollespil, hvorefter emnet behandles på 15 linjer.

Et af de elementer, jeg mener kan gøre rollespil relevant i undervisningssammenhæng, er netop rolledelen, hvor eleverne får til opgave at agere og dramatisere og leve sig ind i en given tankegang. Dette tema inddrages kun perifert og som mulig udvidelse til scenarierne med meget sporadiske anvisninger og forslag. Fokus er i det store hele på kamp og træning til kamp. Denne ensidige fokusering gør også, at scenarierne om Grønland og Svend, Knud og Valdemar mest af alt bliver rammer om kamptummel og næppe kan påberåbe sig stor læringseffekt trods de åbenlyse muligheder for relevant indhold.

Rollespil er stort i Danmark, og interessen for at bruge det i institutioner og på skoler er udbredt. Jeg er slet ikke i tvivl om, at konceptet har kvaliteter og potentialer – søger man på nettet, bliver det klart, at mange har spændende og gode erfaringer med at bruge det i professionel sammenhæng, og personligt har jeg tæsket masser af unger med skumgummisværd. Desværre har jeg til gode at møde et stykke faglitteratur, som yder potentialet retfærdighed. Jeg savner at se en udgivelse af pædagogisk/didaktisk tilsnit, hvor fagpersoner, der også har et teoretisk fundament og kan perspektivere til såvel ministerielle krav som forskningsbaseret viden om læring, på solid faglig vis validerer rollespil og placerer det på hylden med evidensbaserede undervisningsmetoder.