Anmeldelse

Den 9. intelligens i praksis

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Gennem de seneste årtier er begrebet mange intelligenser vokset frem verden over. Med filmen "Den 9. intelligens i praksis" præsenteres et bud på, hvorledes den niende intelligens kan bringes i spil i en konkret skoleklasse i Nordjylland. Man følger en klasse, hvor lærere og elever i fællesskab arbejder med intelligensen ud fra en strategi om at skabe bedre læringsmiljø.

Fakta:

Titel: Den 9. intelligens i praksis

Pris: 400 kroner

Type: Dvd

Forlag: Filmkompagniet

Med blandt andre Jesper Juul som projektansvarlig er filmen et fornuftigt bud på, hvorledes især én af de mange intelligenser kan vise sig i praksis, hvordan den hænger sammen med børns mulighed for at lære, og ikke mindst hvorfor den er særlig vigtig i en ofte stresset skolehverdag.

Den niende intelligens handler om menneskets inderste natur, om det sted, hvor man er i ro og oplever en kontakt med sit inderste. Måske er det i kraft af intelligensens diffuse karakter, at projektet fremstår som troværdigt og nuanceret. Der sættes ikke blot fokus på hver elevs personlige intelligens, men på såvel elevers som læreres forskellige muligheder for styrkelse af selvfølelsen. Gennem øvelser som massage, fantasirejse og "walk of attention" bringes den niende intelligens i spil, og der skabes den ro hos eleverne, der gør en videre læreproces mulig.

At der er tale om en film frem for en bog, giver seeren mulighed for at opleve meget konkrete situationer, hvori den niende intelligens bringes i spil. Styrken ligger i den vekslen, der er mellem optagelser fra undervisningssituationer og interview med lærere og projektansvarlige. Med andre ord er filmen relevant for enhver, der ønsker sin viden om den niende intelligens omsat til praksis - eller som bare ønsker at vide mere om den niende intelligens.