Respekt for dem, der underviser. Men de skal ikke være de eneste, der bestemmer skolens indhold, mener anmelderen Denne bog er en debatbog om folkeskolen, men det er en debatbog, der ganske selvmodsigende forfægter et argument mod yderligere debat om skolen. I hvert fald hvis debattøren ikke har sin daglige gang i skolen. Alt for mange blander sig i skolens forhold. Såkaldt almindelige mennesker uden andet kendskab til skolen end det, de måtte have fra deres egen skoletid, giver deres mening til kende i den offentlige debat, og »parlamentariske politikere« drister sig til at give deres mening til kende ved enhver given lejlighed. Der er snart ikke en morgenradioavis, uden at en eller anden politiker, arbejdsgiver eller organisationsmenneske giver sin uforbeholdne mening om skolen til kende. Det burde der ifølge John Kåre Bjørnson sættes en stopper for. Det er det, han med sin bog forsøger at gøre. Det paradoksale er dog blot, at debatindlæg også dem, der slår til lyd for at afslutte debat kalder på modsigelse og dermed mere debat. Det er Bjørnsons opfattelse, angiveligt inspireret af den tyske pædagogikprofessor Herman Nohl, at skolens aktiviteter er baseret på et pædagogisk forhold. Dette pædagogiske forhold udspænder sig mellem lærer og elev, og alene disse to parter er de rette til at bestemme, hvad der skal ske i skolen, og hvordan det skal ske. Ingen andre skal blande sig i det. Folkeskolen har for mange aktører og for få reelle deltagere, siges det. Det bedste for skolen ville være, om politikerne begrænsede sig til at træffe de nødvendige beslutninger og derefter lod skolen være i fred »i tillid til lærer og elev«. Det forekommer yderligere paradoksalt, at denne debatbog gives en form, der ellers plejer at kendetegne udgivelser fra den videnskabelige verden. Bogen er udgivet på et universitetsforlag, og den er i bedste akademiske stil forsynet med et hav af fodnoter (374 i alt). Det står dog hurtigt klart, at disse noter ikke kun anvendes til at angive referencer og til dokumentation af udsagn og påstande, som det ellers er almindeligt, de anvendes også og især til sidebemærkninger, ekstraargumenter og snakkesalighed. Den akademiske form skærper læserens forventning til nøjagtighed og stringens, men en sådan forventning skuffes hurtigt (eksempelvis døde Nohl ikke i 1969, men i 1960). Men hvorfor vælger Bjørnson af alle former en akademisk form, det vil sige en form, som en forsker og dermed endnu en af de udenforstående aktører ville anvende, når hans synspunkt er, at skolens forhold bedst varetages af skolens »reelle deltagere«? Alene at overlade beslutninger vedrørende skolens virke til den enkelte lærer og dennes elev(er) det pædagogiske forhold er ikke alene problematisk, men også udemokratisk. Det var da heller ikke, hvad Bjørnsons inspirator, Herman Nohl, mente. Nok hørte Nohl til de første, der mente, at pædagogikken må tildeles selvstændig status eller autonomi, som han sagde. Men dermed mente han ikke, at pædagogiske beslutninger, det vil sige beslutninger om opdragelse og undervisning, skulle eller kunne se bort fra kulturelle og politiske kræfter og strømninger i samfundet. Han talte derfor om pædagogikkens relative autonomi. Det var på Nohls tid et fremsynet forslag, men det var også et forslag, der blev formuleret, længe før konstruktivismeteorier vandt indpas. I dag ville et forslag til, hvordan lærere og skole kan omgås mangfoldighed, nok snarere pege på, at skolen må afgøre med sig selv, hvilke af de mange krav, der stilles til den, den vil forholde sig til, og dernæst hvordan den vil indrette sig på disse krav. At se bort fra omverdenens krav til skolen er ikke alene ikke muligt, det er også udemokratisk. Lærere såvel som alle andre professioner i det moderne samfund må snarere indstille sig på, at de på den ene side selv må iagttage, hvad skolens omverden forventer af dem, og at de samtidig på den anden side selv ud fra deres pædagogiske viden og forudsætninger må tage stilling til kravenes videre skæbne i skolen. Pædagogik er ikke vigtigere end politik, som Bjørnson skriver. Pædagogik og politik og videnskab og økonomi og kærlighed, og meget mere for den sags skyld, er alt sammen områder, der varetager hver deres funktion i et moderne samfund, men alle disse områder er hver især blot et blandt andre områder i samfundet, der ikke kan påberåbe sig en privilegeret position. Det ville jo netop forudsætte, at de kunne sætte sig uden for og ud over samfundet.