Lemvig-lærere nedlægger arbejdet i protest mod besparelser

Lærere på mindst to skoler i Lemvig i Nordvestjylland har holdt fagligt møde i skoletiden i dag. De er dybt utilfredse med et besparelsesforslag fra kommunen, hvor en skole bla. skal nedlægges, og timetallet skal reduceres fra vejledende til minimum.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi har fuld forståelse for at Lemvig Kommune skal spare penge, men vi mangler den 'røde tråd', der skal vise de langsigtede mål. Det er uacceptabelt, at man kun et år efter skolenedlæggelser foreslår nedlæggelse af endnu en skole. Kunne dette ikke have været undgået? Vi kan allerede nu begynde at gisne om næste års besparelser!".

Sådan skriver en gruppe lærere på Fabjerg Skole i et brev til Lemvig Kommune i dag.

500 færre undervisningstimer

Besparelsesforslaget fra kommunens økonomiudvalg betyder, at timetallet på alle skoler ændres fra vejledende timetal til minimumstimetal, hvilket betyder godt 500 færre timer til eleverne i løbet af et skoleforløb. Tiden til lærernes øvrige opgaver såsom kulturelle og sociale aktiviteter og udvalgsarbejde nedsættes. Kontoen til at købe undervisningsmidler reduceres med 10 procent, og der skal spares på specialundervisningen. Og endelig skal Gudum Skole nedlægges.

"Der har i indeværende skoleår været omfattende og bekostelige renoveringer på skolen - nyt tag og nye vinduer i idrætssal", fortæller lærerne på Gudum Skole. De kalder den overordnede skolepolitik i Lemvig kommune for visionsløs, og skriver i et brev til kommunen i dag:

"Nedskæringsforslaget vil indebære en regional skævvridning. De ringere arbejdsforhold og besparelser på undervisningen i Lemvig Kommune gør det mindre attraktivt at være lærer og barn i kommunen".

Besparelsesforslaget kom i går, og der er høringsfrist om forslaget allerede i morgen.

Kredsformand i Lemvig-Struer Lærerkreds Niels Dragersdal er meget bekymret for besparelserne, som han mener vil gå ud over børnene i kommunen.

Så snart han hørte om lærernes planer i går eftermiddag kontaktede han alle skolers tillidsmænd og gav dem besked om, at de skulle kontakte kredsen, hvis lærerne havde planer om arbejdsnedlæggelser eller, hvis tiden var for knap, selv pålægge lærerne at gå i arbejde.

"I dag har jeg så været ude på de to skoler, som jeg var bekendt med, og fortælle lærerne, at nedlæggelsen var overenskomststridig, og at de på den baggrund var nødt til at gå i arbejde igen. Det ville de ikke", fortæller han.