Anmeldelse

SkoleVeje

Inspirationsmateriale til SkoleKom

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Inspirationsmateriale er den yderst dækkende undertitel på denne artikelsamling om anvendelsen af SkoleKom. De ti artikler er netop egnede til inspirationslæsning om udviklingen af skolens virtuelle netværk i forskellige sammenhænge. Artiklerne omhandler SkoleKom anvendt både som mail- og konferencesystem til den professionelle, digitale lærergerning og som udgangspunkt for elevernes it-læring.

De enkelte bidrag er skrevet af engagerede undervisere fra forskellige skoleformer. Projektbeskrivelserne rækker således fra en 2.- klasse, der laver hjemmesider i SkoleWeb, til en 2.g, der arbejder med webquest i engelsk.

De fleste artikler er udformet som scenarie-beskrivelser, der indeholder både konkret afviklede undervisningsforløb og mere tænkte visionære forløb. Det fungerer for det meste godt og giver plads til, at læseren kan medtænke egen praksisrefleksion. Et par steder kan det dog være svært at vurdere, hvad der reelt har været afprøvet i virkelighedens skoleverden. For eksempel er der tilsyneladende ingen problemer med adgangen til computere, hverken blandt elever, lærere eller forældre.

Fordelen ved at benytte scenarieformen er, at vi får nogle spændende visionære løft undervejs. For eksempel i artiklen om den virtuelle skoletaske, hvor vi følger Jens i 10. klasse på en almindelig og måske ikke så fjern skoledag.

Artiklerne tager alle udgangspunkt i den pædagogiske anvendelse af SkoleKom, men samtidig gives der konkrete oplysninger om, hvilke SkoleKom-funktioner der har været anvendt i det beskrevne forløb. Derved bliver projektbeskrivelserne yderst anvendelige for læseren. På webstedet www.skolekom.dk er der, ud over supplerende materiale, konkrete vejledninger til de omtalte SkoleKom-funktioner, alt lige til at hente og eventuelt printe ud.

Inspirationslæsning af denne karat bør i høj grad cirkulere blandt lærere. I særdeleshed fordi man ved læsningen af de beskrevne scenarier ustandselig kommer til at reflektere over egen praksis. Og det er vel den bedste måde at forny undervisningen på.

Powered by Labrador CMS