”Det har været helt afgørende for os, at vi samlet set kommer i plus, og det er vi lykkedes med den her gang”, siger Martin Damm.

Ny økonomiaftale sender kommunerne i ”plus”

Kommunernes økonomi for 2024 er nu på plads. Og det betyder ifølge KL selv, at kommunerne igen kan se frem til at få styr på økonomien.

Publiceret Senest opdateret

Torsdag aften har regeringen og KL indgået en økonomiaftale for næste år.

Med aftalen bliver kommunernes såkaldte serviceramme næste år 2,4 milliarder kroner højere, end den er i år. De penge skal blandt andet gå til at dække de højere udgifter, når der kommer flere børn og ældre.

Servicerammen er de penge, kommunerne kan bruge på alt fra daginstitutioner til folkeskoler, udsatte og ældre til miljøindsatser og kollektiv trafik.

Det er den årlige økonomiaftale mellem regeringen og KL, der sætter rammen for, hvor mange penge kommunerne har at gøre godt med på forskellige områder.

Formand for Kommunernes Landsforening Martin Damm siger, at den nye aftale betyder, at de hårdt økonomiske pressede kommuner igen kan se frem til at få luft i økonomien.

”Det har været helt afgørende for os, at vi samlet set kommer i plus, og det er vi lykkedes med den her gang”, siger han ifølge dr.dk.

I løbet af foråret har både lokale lærerkredse og kommunalpolitikere rundt om i landet råbt op om behovet for hjælp fra Christiansborg til at kunne dække en række stigende udgifter.

Onsdag skrev skolens parter desuden i et fælles brev, at der sidste år var budgetoverskridelser på skoleområdet i 87 af 98 kommuner.

Får bedre mulighed for at prioritere på det specialiserede socialområde

I aftenens økonomiaftale er parterne også enige om, at kommunerne skal have bedre muligheder for at kunne prioritere på det specialiserede socialområde, og en af vejene hertil er at udvide den kommunale botilbudskapacitet.

Derfor indeholder den forhøjede anlægsramme en 3-årig lånepulje, der giver kommunerne mulighed for at have et længerevarende fokus på at udbygge den kommunale botilbudskapacitet.

Kommunerne kompenseres desuden med 1,4 mia. kr. for de merudgifter, der har kostet kommunerne at håndtere fordrevne fra krigen i Ukraine.

Der er dog ikke kun penge at gøre godt med for kommunerne i den nye aftale. For kommunerne skal reducere administration med 700 millioner kroner næste år. Penge, der ifølge regeringen skal bruges til at finansiere bedre løn og arbejdsvilkår for offentligt ansatte.

"Det står nu meget klart, at hvis vi skal kunne reducere den kommunale administration i de kommende år, så kræver det, at vi i fællesskab får ryddet op i overflødig detailstyring og bureaukrati, som udhuler det lokalpolitiske og faglige handlerum. Det har vi efterspurgt i årevis, og det fremgår nu klart af aftaleteksten, at vi fællesskab skal sætte handling bag ordene", siger næstformand i KL Jacob Bundsgaard.

KL: Uomtvisteligt med prioriteringer

På et efterfølgende pressemøde blev Martin Damm spurgt, hvordan aftalen vil påvirke velfærden i kommunerne.

"Der kommer også til at være prioriteringer ude i kommunerne. Også i 2024. Det er uomtvisteligt med den situation, vi er i. Men vi har fået et rygstød, så den prioriteringsopgave alt andet lige bliver lidt bedre, når der følger nogle penge med ud til at afhjælpe noget af det", sagde han her ifølge Ritzau.

Powered by Labrador CMS