Dette er en kronik. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Forventningerne til Socialdemokratiets nye, stærke undervisningsminister har været store, idet Mattias Tesfaye gang på gang har røbet vilje til at tage livtag med nogle af folkeskolens store problemer.

Her et par uger efter at han fremlagde den nye folkeskoleaftale, har jeg dog stadigvæk svært ved at finde en klar holdning til den.

Det skyldes ikke blot, at den er så fuld af detaljer og berører så mange områder, at den er vanskelig at overskue. Ej heller at den naturligvis først skal stå sin prøve i mødet med virkeligheden.

Det, der først og fremmest skaber usikkerhed, er, at det er svært at vurdere, hvor dybt viljen til forandring stikker i Socialdemokratiet, når det kommer til stykket.

Svært at finde noget, jeg er voldsomt uenig i

Jeg skal skåne læseren for en minutiøs gennemgang af aftalen og nøjes med nogle overordnede betragtninger.

Det er åbenlyst, at aftalen tager fat om en lang række væsentlige problemer i folkeskolen. Det enorme overtryk, der især siden 2013 er blevet bygget op i folkeskolen, søges reduceret gennem flere tiltrængte initiativer; herunder en afkortning af skoledagen i indskolingen, et opgør med målstyringsregimet og en reduktion i prøvepresset.

De skoletrætte elever i udskolingen kommes også i møde, og deres muligheder for at komme videre i det ikke-gymnasiale uddannelsessystem styrkes. Den hovedløse digitaliseringsbegejstring, der har domineret folkeskolens udvikling, neddæmpes til fordel for et erklæret ønske om mere analog undervisning.

Kort fortalt har jeg svært ved at finde noget i aftalen, som jeg kan være voldsomt uenig i, og jeg er glædeligt overrasket over flere detaljer, for eksempel at man fjerner engelsk fra første klasse, og at man hælder den varslede intelligenstest af de såkaldt højt begavede i indskolingen ned ad brættet. Det vidner om et mod til at gå imod pædagogiske modeluner.

Men hvor er pengene?

Aftalens umiddelbart mest iøjnefaldende problem er imidlertid ikke overraskende den manglende finansiering. De friske penge, der tilføres, er pebernødder, der langt fra kompenserer for det økonomiske efterslæb, folkeskolen har opbygget over den sidste halve snes år.

Ifølge en redegørelse fra Undervisningsministeriet faldt prisen per undervisningstime per elev fra 93 kroner i 2010 til 63 kroner i 2019.

Mattias Tesfaye hævder rutinemæssigt, at folkeskolen har fået flere og flere penge, men enhver, der befinder sig i den til daglig, ved, at virkeligheden er en helt anden.

Der er skåret overalt, hvor skæres kan, og mange steder er der ikke længere råd til at levere den skole, loven tilsiger. Forleden nægtede skolebestyrelserne i Aarhus ligefrem at godkende budgettet. Regeringen tørrer konsekvent ansvaret af på kommunerne, samtidig med at den holder deres økonomi i et jerngreb. 

Timebanken er et optisk bedrag

Den nye aftale lægger på papiret en stor resurse over i den såkaldte timebank, som angiveligt vil sikre den enkelte kommune et hidtil uset råderum.

Men det er et optisk bedrag. Vælger en kommune for eksempel at reducere i timetallet for indskolingen, vil den være forpligtet til at flytte den frigjorte resurse over i SFO’en. Derfor kan der skydes en hvid pind efter alle de andre omkostningskrævende kvalitetsforbedringer som for eksempel tolærerordninger og mere analog undervisning, som aftalen ellers reklamerer med.

Pengene kan kun bruges én gang. Regeringen beholder hermed rovet fra 2013 i form af det provenu, man ved den lejlighed ved lov hentede hos lærerne i form af forøgede arbejdsopgaver, der ifølge mine beregninger svarer en lønværdi i omegnen af 3 mia. kroner årligt uden afregning.

Inklusionen er forsat et problem

Det andet store, nærmest uoverkommelige problem med aftalen, er, at den ikke forholder sig seriøst til skolens allerstørste udfordring, inklusionen.

Tesfaye siger ganske vist, at det er et hovedsigte med de mange forskellige tiltag, at de skal dæmme op for den grasserende vækst i mistrivsel og de galopperende udgifter til specialundervisning.

Men han piller kun lidt i overfladen af den individualiserede, ekskluderende præstationskultur, som knuser børnenes fællesskaber. Dens rygrad står tilbage i form af øget opsplitning, testning og afgangsprøver, som tillægges stor betydning i forbindelse med adgangen til ungdomsuddannelserne. Opgøret med den hovedløse digitalisering underløbes økonomisk, og skoledagene er fortsat for lange.

Er en radikal ændring på vej?

På langt sigt vil jeg så gerne tro på, at hvad vi ser her, er et tilløb til at tage overtrykket af trykkogeren og påbegynde et egentligt opgør med den børnefjendske præstationskultur, der har forpestet folkeskolen mere og mere, siden PISA holdt sit indtog i begyndelsen af århundredet. At vi nu går ind til den revitalisering af skolens fælleskabende oplevelseskultur, der kan gøre skolen til et sted, hvor børn og voksne glæder sig til at komme hver dag.

Der er undertoner i Tesfayes tiltag, som kan blive begyndelsen til en radikal ændring af det skolesyn, der har styret folkeskolen i årevis. Er det for naiv en tanke?

I sin ugentlige klumme i Politiken skrev Noa Redington, der var spindoktor for statsminister Helle Thorning i 2013 og en hårdnakket forsvarer for skolereformen, forleden nogle åbenhjertige overvejelser omkring socialdemokraternes DNA: ”Socialdemokratiet er det eneste parti, hvor man bliver siddende på lokummet, til det er brændt helt ned”.

Således foranlediget vil jeg konkludere, at det er en stor glæde for os alle, at Socialdemokratiet med denne aftale omsider har rejst sig fra den tønde, det satte sig tungt på med skolereformen i 2013. Men partiet mangler at skylle ud.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk