Da den svenske reformpædagog og kvinderetsforkæmper Ellen Key ved århundredeskiftet udråbte det 20. århundrede til Barnets århundrede, skete det i tillid til, at voksne i fremtiden ville blive klogere både på børn og ikke mindst på sig selv. Det var hendes håb, at de, der under ingen omstændigheder magtede at opdrage deres børn selv, frivilligt ville bøje sig for et ægteskabsforbud.

Videre gik Ellen Key ikke, men angsten for en eventuel degeneration af den hvide menneskerace holdt sig usvækket, og i løbet af 20'erne skyllede en bølge af eugenisk inspireret lovgivning hen over USA og de vesteuropæiske lande, herunder Danmark. Efter amerikansk forbillede fik Danmark som det første land i Europa en sterilisationslov, møntet på såvel åndssvage som sindssyge. Der var tale om en forsøgslov, og efter fem lovende år blev loven gjort permanent i 1934-35, og ægteskabs- som abortlovgivningen blev rettet til efter datidens arvelighedslære.

Disse love var gældende indtil 1950'erne, og inden da var cirka 9.000 personer blevet steriliseret, hovedsageligt åndssvage kvinder. Hvor mange der blev berørt af ægteskabsforbud eller fik foretaget abort på 'eugenisk indikation', vides ikke.

Denne udvikling kan følges i detaljer i Lene Kochs meget tankevækkende bog, som også handler om et stykke dansk videnskabshistorie, der ikke er fortalt før. Om de interprofessionelle kampe, der gradvist førte frem til, at human arvelighedslære og eugenik blev ophøjet til videnskab - og om, hvordan dette blandt andet skete med økonomisk bistand fra Rockefeller fondet. For slet ikke at tale om det nære samarbejde med tyske eugenikere, et samarbejde, som stort set ikke blev berørt af 2. Verdenskrigs rædsler.

Det er let nok at være bagklog her 50 år efter krigens afslutning, men det er meget sværere at blive klog på, hvorfor det gik, som det gik, samt få placeret den danske udvikling ind i dens internationale sammenhæng. Men det magter Lene Koch på en sådan måde, at bogen er svær at ryste af sig efter endt læsning.