Jeg så X-faktor i tv forrige fredag. Den purunge pige Sidsel kom for første gang i farezonen - hun kunne risikere at blive stemt ud af programmet. Jeg fik helt ondt i maven på hendes vegne, men det gjorde hun tilsyneladende ikke selv. Hun optrådte fuldstændig upåvirket med sit ABBA-nummer én gang til. I det efterfølgende interview havde hun fokus på, hvor meget hun havde nydt det, og hvor fedt et band det var - hvilket overskud. Sikken en psyke! Der er naturligvis en masse faktorer, der har haft indflydelse på, at Sidsel har så stor selvtillid og så stort et overskud i så ung en alder. Jeg er sikker på, at hun har fantastiske forældre, og at hun i det hele taget har været i et rigtig godt miljø. Jeg ved ikke, om Sidsel går i folkeskolen, men det kunne hun godt gøre. Hun må i hvert fald gå i en skole, der ikke piller hende ned, men bygger hende op.

Dommerne i X-faktor siger, at Sidsel er klog. Det kan jeg godt se. Sidsel er klog på sig selv, for hun forstår at glæde sig over sin succes, så længe det varer, og hun forstår, at ikke alle kan vinde. Hun er også klog på andre. Det illustreres på bedste vis af alle de varme knus, hun fik af de andre deltagere.

Da jeg var i Sidsels alder, ville jeg ikke have turdet det, hun tør - det tror jeg faktisk stadig ikke, jeg ville. Og Sidsel er jo ikke det eneste unge menneske, som tør en hel del. Hvordan får man det mod? Det tror jeg, man gør, hvis man dagligt er omgivet af gode kammerater og forstående voksne, som både kan og vil give konstruktiv kritik og konstruktiv ros. Filosof Morten Albæk opfordrer os, lærerne, til at være dem, der tør give eleverne konstruktiv kritik. At give dem det, de ikke altid får hos de forældre, der naturligt nok forguder dem. Vores dilemma er, om vi skal lade børnene være lykkelige uden kritik i barndommen, eller om vi skal gøre dem til livsduelige mennesker i voksenlivet. Jeg forstår sådan set godt forældrene. Det må være svært ikke at føle, at ens eget barn er det bedste, der er sket for verden - for det er jo nogle dejlige unger. Vores opgave er at give børnene den styrke, der kommer af at være en aktiv del af fællesskabet. At kunne være med til at sikre, at de andre børn også har det godt - at de andre også lykkes med deres liv.

Jeg har hørt en eller anden sige, at det kan ændre et barns hele liv og fremtid, hvis der bare er én enkelt voksen, der virkelig ser barnet, tager det alvorligt og får det til at føle sig som et specielt menneske. Det er her, vi lærere kommer ind. Den enkelte lærers påvirkning på den enkelte elev er altafgørende. Vi skal glæde os over og være stolte af, at vi er så betydningsfulde før børnenes og de unge menneskers fremtid.

Alle børn har X-faktor. Vores opgave er at identificere den og hjælpe dem til at udvikle den i en eller anden form. Det er ikke alle, der skal stå på en scene - gudskelov. Det ville være i overkanten.

Det er bare noget af det, vi kan i folkeskolen. Vi kan finde frem til det enkelte barns X-faktor.