Anmeldelse

Samtaler om skolen

Samtaler om skolen

Det Radikale Venstres uddannelsespolitiske ordfører fortæller, hvad der virker i skolen. Resultaterne fremstår som en skarp kritik af den aktuelle skolepolitik

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Marianne Jelved, som har en baggrund inden for skoleverdenen, springer lige ned i det mest centrale spørgsmål i forbindelse med den nuværende regerings uddannelsespolitik og kommer således med et meget relevant og yderst tiltrængt spark til den skolepolitiske debat. Sagligt og velfunderet analyserer hun sig frem til det grundlag, hvorpå regeringen har bygget sin folkeskole, nemlig som en servicefunktion, der ikke lægger vægt på skolens rolle for dannelsen af demokratiske borgere. Hun beskriver, hvilke konsekvenser en sådan skole vil få for samfundet samt Danmarks muligheder for at klare sig i en globaliseret verden.

Fakta:

Titel: Samtaler om skolen

Forfatter: Marianne Jelved

Type: Bog

Forlag: Dafolo

Bogen er dermed en advarsel mod konsekvenserne af at basere en folkeskole på markedsvilkår.

I den midterste del af bogen legitimerer hun sine holdninger til folkeskolen gennem samtaler med en række centrale skolefolk. Dette er en yderst gennemtænkt opbygning, for hvis man forkaster deres måde at tænke skole på, vil det indebære, at man forkaster nogle af de mest ansete skolefolk i Danmark. Og dermed Marianne Jelveds politiske linje.

Gennem samtalen med Per Fibæk Laursen sætter hun fokus på den autentiske lærer og dennes betydning for både elevernes og skolens udvikling. Det samme er tilfældet i samtaler med Birthe og Lars Qvortrup, der mener, at lærerne skal forstå, at de deltager i et meget større projekt end at tilbyde børnene viden. De sætter som Per Fibæk lærerpersonligheden i centrum.

Sammen med Ove Korsgaard når hun frem til, at det er nødvendigt igennem skolen at opbygge et demokratisk dannelsesideal, der skal stå over religion, kultur og etnicitet, og som skal fungere som det kit, der holder os sammen som en nation, der ikke længere er entydig homogen.

Anne Holmen udtaler sig om, hvorledes sprogkompetencer hænger sammen med læring. Hun mener, vi skal lære af svenskernes måde at tænke i pluralisme frem for monokultur på, fordi der opnås væsentligt bedre faglige resultater både for etniske danskere og for de tosprogede.

I samtalen med Katrin Hjort tages der afstand fra nationale test, fordi test kun kan bruges til at sige noget om, hvad eleverne kan lige nu på et afgrænset område, og dermed ikke siger noget om, hvad de vil kunne i en anden sammenhæng, eller hvad de kan i morgen. Der sættes spørgsmålstegn ved, hvorfor man sætter et dyrt system i gang, der ikke har anden dokumenteret effekt, end at det skaber større social selektion. Lande som England er ved at bakke ud af den form for skoletænkning, fordi den er et udtryk for en totalitær tankegang. Det bekræfter Katrin Hjort, som dermed følger forfatteren i et indirekte angreb på regeringen.

Marianne Jelved leverer med denne bog en knivskarp holdning til regeringens måde at drive folkeskole på. Samtidig tilbyder hun et alternativ, der understøttes af nogle af landets spidser på skoleområdet.

""