Elever sendte hjemmebygget raket til vejrs

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fem, fire, tre, to, en.

Stefan fra 6.a på Præstemarkskolen i Søften ved Århus er klar. Han er den heldige, der får lov at trykke på knappen og sende klassens hjemmebyggede raket, Flowerpower, til himmels.

1,40 meter høj er den, seks til syv kilo vejer den, og om lidt vil den suse en kilometer op mod himlen, inden faldskærmen udløses, folder sig ud og bringer raketten sikkert tilbage til jorden.

Opsendingen foregår under strenge sikkerhedsforhold på det militære øvelsesområde ved Borris i Vestjylland søndag den 7. november.

6.a har bygget raketten i en emneuge i forbindelse med Dansk Naturvidenskabsfestival 2004. Om mandagen modtog klassen en kasse med aluminiumsdele. En brugsvejledning fortalte, hvor de skulle bore huller i stykkerne og skrue dem sammen. Nogle sømmede, andre skruede, og nogle syede en redningsfaldskærm. Til sidst skulle raketten males og have et navn. Eleverne fik assistance til raketbygningen fra rumfartsklubben Danish Space Challenge. Natur/teknik-læreren, Christian Poulsen, fik også tid til lidt teori om rumforskningens betydning.