Så sidder vi i saksen november årets værste måned. Med storm og regn og rusk eller for tidlig bidefrost. Men værst: mørket truer og skaber panisk lyslængsel og desperat rastløshed. Afvekslende med dorsk sløvhed. Jeg er dog helt på det rene med, at min nuværende november er klart bedre end de arme læreres nu hvor en dyne, en seng, en god bog og frihed er mig givet. Ingen stressende dage med en masse møder, som vanen tro stuves sammen i november som et uudtalt forsøg på den totale nedbrydning. Slut med den nådesløse rykken ud af søvnen sorte morgener med tanke for, om Brian i 7.c stadig er ved godt kampmod. Ingen fridage i november, NU er det alvor, inden det alt for langstrakte julehalløj sætter ind. Ingen ekstra friuger for børnene i forbindelse med ureglementeret efterårsferie eller vinterferie. Man skruer bissen på og giver den hele armen.

En lille træt 16-årig barnebarn-stemme i telefonen bekræftede samme sag: »Vi har altså godt nok så mange lektier for nu ...« (hørte mig selv svare, at jeg tydeligt fra min egen tid husker, at jeg da ikke nåede sådan absolut det hele ... æhh ... ligefrem hver eneste dag. Det er jo trods alt mit barnebarn).

I november skal man tænke på sin sjæl, har jeg lige læst i min havebog. Så gør jeg det atter engang. Sjælen mindedes de mange forældresamtaler de mange år som klasselærer hvor træls det var og hvor anstrengende. Den afmålte tid ofte problematisk de følsomme gemytter især mødre, erfarede jeg vi rører ved de ømmeste punkter, der findes. En del børn var ikke selv til stede jeg syntes, de som en selvfølge skulle møde op, de store. Andre havde mindre søskende med. Hvorfor nu det kunne man ikke respektere det kvarters samtale med lærerne så meget, at der kunne skaffes pasning af andre børn hvad rager det en tre-fire år yngre bror eller søster, hvad der tales om? Jeg syntes, det var forkert. Nogle kolleger de må være lavet af et stærkere stof syntes bedst om at tage hele flokken samme dag efter seks-syv timers skolegang. »Så er vi ovre det« jeg var ved at falde om efter den model.

Engang da jeg skulle starte en ny 1. klasse op og endnu havde min figtherånd intakt udtænkte jeg et andet koncept. Foreslog forældrene, at vi hver tredje måned i første klasse holdt et arrangement, hvor alle børnene var med, og matematiklæreren og jeg sad i et klasseværelse og tog imod sådan lidt mere uformelt. Imens skulle nogle forældre underholde børnene. Det duede ikke. Blev aldrig afprøvet. Faldt ikke i god jord hos de toneangivende. Derfor må det være mig tilgivet, at jeg morede mig en hel del over en nylig overskrift her i bladet: »Alle hader forældremøder« det var der ingen, der vovede at sige højt endsige hviske for få år siden.

Ældrebyrden har i sandhed sine stille glæder.

Else