Urolige børn, der fjernes fra skolen, kan hjælpes tilbage til en normal tilværelse i klasselokalet, men det kræver stor grad af social træning af både børn og forældre.

Det er hovedtanken bag børne- og familiehuset i Lemming ved Silkeborg. Her tager en gruppe lærere, socialpædagoger og en psykolog over, når folkeskolen melder pas.

For ud over at være en heldagsskole med varierende undervisning så tilbyder huset støtte og kærlig omsorg til både børnene og deres forældre.

- Uden forældrenes medvirken og en aktiv støtte til dem er det næsten umuligt at få held med en social træning af uro-børnene. Det er mindst lige så vigtigt at afsætte ressourcer til en tæt kontakt med forældrene, når målet er, at barnet skal tilbage til en normal hverdag i folkeskolen, siger lærer Leif Hoven.

Han er en af de i alt seks ansatte, der til daglig tager sig af otte adfærdsvanskelige drenge i alderen 6 til 12 år.

- Ideen om at etablere et dagtilbud opstod, fordi Silkeborg Kommune manglede et skole- og fritidstilbud til behandlingskrævende børn, fortæller Leif Hoven.

De fysiske rammer er gode. En stor træbevokset have med masser af lege-aktiviteter og muligheder for hulebyggeri og vandreture lige op ad mark og skov. Her er indrettet byggelegeplads, og institutionen har mulighed for at benytte gymnastiksal og idrætsanlæg på skolen i Lemming, der ligger ved siden af.

Svært ved at begå sig

Drengene fungerer ikke i en klasse med op imod 25 elever og en enkelt lærer. Derfor undervises de i små grupper på tre-fire elever, og alle modtager undervisning på samme niveau som i folkeskolen. Men en stor del af undervisningen består samtidig af social træning, hvor eleverne skal lære at begå sig blandt andre, og i dagligdagen er der klare spilleregler for, hvordan man opfører sig i forhold til kammeraterne og de voksne.

- Børnene her har svært ved at begå sig. I stedet for at bede om hjælp så vælter de et bord, råber op eller lukker sig helt inde. De bliver så ukoncentrerede, urolige, de har en lav selvfølelse. Den opfattelse, de har af sig selv, er: det her dur jeg heller ikke til, siger psykolog Birgitte Korsgaard.

Nogle af børnene kommer fra eneforsørgerfamilier. De har oplevet mange brud. Andre har neurologiske funktionsvanskeligheder og er kommet ind i negative udviklingscirkler.

- Da eleverne er hjemmeboende, skal der i hjemmet være så store ressourcer til stede, at forældrene formår at tilfredsstille barnets basale behov samt indgå i det udvidede samarbejde med børnehuset. Oftest har forældrene udtalte problemer med at magte børnene og er i mange tilfælde kørt fast i samarbejdet med barnets skole. Men her kan vi hjælpe, tilføjer lærer Leif Hoven.

Hovedmålet for de ansatte er gennem det forebyggende arbejde at gøre både eleven og familien selvhjulpen, så en anbringelse på en døgninstitution kan undgås.

- Vi støtter eleverne i deres følelsesmæssige udvikling, i deres evne til at realisere sig selv samt udvikler deres evner til at være sammen med andre, påpeger Leif Hoven.

Vigtigt med faste rammer

Børnenes problemer er ikke noget, der lige klares på nogle måneder. Fra halvandet til to og et halvt år vil de som regel være tilknyttet huset.

Derfor er det også vigtigt, at der er ganske faste rammer, så børnene hver dag ved, hvad der skal ske. Og det er samtidig en væsentlig del af pædagogikken.

- Oftest har deres tilværelse før jo været nærmest kaotisk. Derfor er det vigtigt at give en hverdag med strukturerede og forudsigelige forløb, da eleverne jo selv har svært ved at tage ansvar for egen adfærd og handlinger. Institutionens personale skal kunne udholde de stærke følelser og den adfærd, eleverne viser, uden at bryde kontakten til dem, siger personalet samstemmende.

- Vi skal kunne skabe tryghed og tillid som forudsætning for det videre behandlingsarbejde. Vi skal også kunne indgå i og afslutte konflikter, så det enkelte barn får indsigt i egne problemer. Dermed kan vi også skabe rammerne for, at adfærden hos barnet kan ændres eller udvides, understreger psykolog Birgitte Korsgaard.

For det pædagogiske miljø på den forholdsvis lille institution er det vigtigt med et godt samarbejde mellem de forskellige faggrupper. De enkelte grupper varetager både undervisning, socialpædagogisk arbejde og behandling. Alle deltager i de aftalte aktiviteter for at skabe helhed i behandlingsarbejdet, og endelig samarbejder man om de samme børn og familier.

- Vi får en stadig udviklende tværfaglig identitet, hvor grænserne mellem undervisning, socialpædagogisk arbejde og behandling er flydende. Som dansklærer må man ud over at give sin faglige viden videre arbejde med social træning og det enkelte barns behandlingsplan, understreger Leif Hoven.

Socialpædagog Knud Erik Nielsen tilføjer, at alle ansatte arbejder tæt sammen med indslusningen.

- Vi er fælles om planlægningen af hverdagen her, om undervisningen og det socialpædagogiske arbejde, om behandlingsarbejdet i det hele taget og den senere udslusning til et andet skoletilbud. Men det er samtidig vigtigt, at vi som fagpersoner fastholder vores egen faglige identitet, selv om vi er hinandens hjælpere i det daglige, siger Knud Erik Nielsen.

Det ugentlige skema for skolens elever ligner til forveksling alle andre skolebørns. Der bliver undervist i de fag, som barnet ville have i folkeskolen, men der er kommet nye til som massage, fri leg og social træning.

- Men den fri leg betyder ikke, at børnene kan gøre, hvad de har lyst til. De skal ikke som i skolegården suse fire gange rundt og nå at skubbe til ti andre børn. Derimod prøver vi at fastholde dem i en eller anden leg, som de selv er med til at vælge. Samtidig har vi tid til at tale med dem om, hvorfor det undertiden går galt under legen, og hvad det er, de skal blive bedre til, siger Leif Hoven.

Under den sociale træning oplæres eleverne i almindelige normer og regler for, hvordan man færdes både i klassen, ved spisebordet og på biblioteket på institutionen.

- Vi prøver at give dem normer for en grundlæggende adfærd, så de ikke hele tiden er i konflikt med deres omgivelser. Og fra forældrene hører vi ofte, at det er lykkedes. Børnene er anderledes glade, når de kommer hjem, for de er blevet befriet for en skolehverdag, hvor der er et hav af konflikter. Konflikter, som det er umuligt at få løst på en folkeskole, siger Leif Hoven.

Hver elev har hver 14. dag samtale med sin kontaktperson om undervisningsskemaet, og enkelte af børnene har samtaler/legeterapi med psykologen for at justere behandlingsplanen. Og for nogle af børnene et det et krav fra personalet, at forældrene er med i elevens aktiviteter.

Folkeskolen er målet

Behandlingen af problembørnene er selvsagt ikke slut i det øjeblik, eleven er parat til at blive sluset ud på en folkeskole igen. Konkret er man i huset i gang med at flytte en af drengene fra Lemming-skolen til folkeskolen, Århusbakkens Skole, i Silkeborg.

Familiehuset samarbejder med både socialforvaltningen og skolen. En af de ansatte fra børnehuset følger drengen nogle timer i skolen.

- Vi siger selvfølgelig ikke bare farvel ved havelågen. Når man har arbejdet med en familie gennem længere tid, er det vigtigt at trappe langsomt ned, men først når både barnet og forældrene er helt klart til det, siger socialpædagog Knud Erik Nielsen.

Han har samtidig brugt en del tid i drengens skoleklasse på at fortælle eleverne her, hvad der 'var i vejen' med deres kammerat, og hvad der skal ske nu.

- Skal vores elev klare sig i den gamle skoleklasse, er det stadig vigtigt at lære ham, hvordan han kan overskue den store gruppe, som tidligere var et problem. Men i det hele taget lægger vi vægt på at støtte børnene i at begå sig i verden uden for børnehuset, så de kan sige: Jeg kan det her. Og at de ved, at vi er der i den første lange tid, siger Leif Hoven.

Jens Jørgensen er freelancejournalist.