Anmeldelse

Ulrich Beck

Risikosamfundet og det andet moderne

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Industrisamfundet har udviklet sig til det, den tyske sociolog Ulrich Beck betegner som et risikosamfund. Risikosamfundet er et ikke tilstræbt resultat af processer i industrisamfundet. Industrisamfundet var et moderne projekt, der skulle skabe velstand og sikkerhed. Med denne udvikling er der i og af industrisamfundet produceret risici og farer, der står centralt og fylder meget på den offentlige dagsorden. Tjernobyl og baggrunden for Kyotoaftalen kan stå som ikoner på risikosamfundet. Risikosamfundets risici og farer er et væsentligt træk ved "det andet moderne", hvor "det første moderne" møder sig selv i form af bivirkninger fra brug af teknologi og videnskab, der bygger på en fremskridtstro og en rationalitet, som nu krakelerer.

Dette er et hovedtræk i meget af Ulrich Becks sociologiske arbejde, som her introduceres i sin helhed i en velskrevet og velorganiseret bog, som kan være til hjælp, hvis man vil gå i gang med at studere Ulrich Becks analyser og teser i hans meget omfattende forfatterskab, der har haft stor betydning for den internationale modernitetsforskning.

Bogen er ikke en pædagogikbog, som handler om skole, opdragelse og undervisning, men den er - ved at præsentere tanker og forestillinger om menneskers vilkår i moderniteten - en betydningsfuld bog for alle, der arbejder professionelt med pædagogik og didaktik. For eksempel kan den til debatten om og det politiske arbejde med formåls- og opgavebeskrivelser for skolen rejse spørgsmålet, om formålsdiskussionen er for traditionelt grebet an og har glemt at indtænke børns, unges og voksnes vilkår og muligheder i moderniteten. Et større og tankevækkende kapitel handler om problemstillinger vedrørende øget individualisering.

Bogen er oplagt til brug i videregående uddannelser inden for de pædagogiske fagområder, herunder læreruddannelsen.