Arbejdet med sproget i skolen er uhyre væsentligt, og nu er det heldigvis også blevet aktuelt med politikernes, sprogforskernes og Dansklærerforeningens prisværdige bevågenhed. Kulturministeriets sprogpolitiske udvalg har med professor Jørn Lund i spidsen udarbejdet en rapport med en kraftig opfordring til og anbefaling af at styrke arbejdet med sproget i skolen, så eleverne bliver bedre til at læse, skrive og tale dansk.

Som lærere har vi her en meget væsentlig opgave foran os, som det er vigtigt at være rustet til. Jørn Lund fremhæver, at dansklærerne bør inddrage andre faglærere i en kontinuerlig drøftelse af elevernes sproglige udvikling og klassens sprogkultur. »Øh, hallo« er måske nok som tiltaleform en udpræget del af nutidens ungdomskultur, men det gør den stadig ikke hensigtsmæssig i alle sammenhænge. Et lærersamarbejde med fokus på sproglig korrekthed, variation og målrettethed på tværs af faggrænserne vil i praksis være givende for både lærere og elever. Historielæreren er jo næppe alene om at savne nuancerede vurderinger og argumenter, hvis en elev forkaster en kilde som »kedelig«, ligesom kemilæreren antageligt heller ikke er den eneste, der ønsker sig mere sproglig præcision, når en elev, i et ubehjælpeligt forsøg på at beskrive sin handling, blander »dét dér med dét hér« i en kolbe.

Naturligvis er det dog først og fremmest i danskfaget, der arbejdes med elevernes sprogforståelse og sproglige udvikling. Det gøres konkret med vedvarende øvelser i retstavning, grammatik og skrivning samt mundtlig fremstilling og formidling, for at nævne nogle af disciplinerne. Sproglæren bør dog også have plads i undervisningen ud over i den bevidste færdighedstræning. Den bør indgå på en naturlig og funktionel måde i den daglige dialog i undervisningen, for eksempel i sammenhæng med tekstlæsningen, hvor jeg i og for sig slet ikke kan se, hvordan man kan komme uden om den, men det sker.

Jeg har som censor i prøvesituationer flere gange erfaret, at afgangselever udelukkende koncentrerer sig om indholdet i deres oplæg. Eleverne er i bogstaveligste forstand fattige på ord, hvis de skal karakterisere sproget i teksterne. I én klasse var der glædeligt flere tekster med ældre retstavning, og her var elevernes første kommentar i karakteristikken af sproget (uanset forfatter, periode og genre), at det var »gammelt«, idet substantiverne var skrevet med stort, og man benyttede aa i stedet for å. Lidt barskt formuleret behøver man jo ikke engang at kunne læse for at gøre dén iagttagelse.

Litterært bør eleverne gøres bevidste om sproget og dets betydning i en given tekst og for læsningen af den. Eleverne bør kunne forholde sig til sproget som værende repræsentant for en bestemt tidsperiode, bør kunne sætte sproget i forhold til en given genre og/eller til tekstens indhold og form. Det er derfor afgørende med en bredde i tekstudvalget og dermed de variationer af det danske sprog, eleverne møder.

Skældsordene i underoverskriften er Michel Krænsens udgydelser om knøsen Esben i St. St. Blichers »Hosekræmmeren« fra 1829. Det er en helt fantastisk tekst at arbejde med indholdsmæssigt, fortælleteknisk og sprogligt. Mine elever grinede meget af de set med nutidens øjne forholdsvis tamme udtryk, Krænsen brugte, da han skulle have afløb for sin vrede, men det var samtidig denne figurs ordvalg, der var afgørende for deres indsigt i den »cimbriske* Nationalcaracteer«, som Blicher har skildret så fantastisk, at de ikke skulle gå glip af dette møde.

*) jysk. Cimbrerne udgjorde en germansk folkestamme måske fra Himmerland. Jylland er således den cimbriske halvø.

Conni Hesel Poulsen er lærer