Mens vi venter på det store Andersen-år 2005, kan det være fristende allerede nu at se lidt på digterens skolegang og især på hans lærere.

Læremoer

Vi er jo så heldige, at Andersen selv har fortalt om sit brogede liv. Om den lille, grimme ælling, der alligevel blev til en smuk svane, hører vi om både i den tidlige Levnedsbog fra 1832 og i »Mit Livs Eventyr« fra 1855. Det er fra 1855-teksten (udgivet i 1876) og fra digterens tidlige dagbøger, vi kan hente lidt kuriosa omkring de mennesker, der var hans lærere. Vi må naturligvis begynde i Odense. Her holdt en gammel kone »Asyl«, som det hed.

»En gammel Læremoer, der holdt Pogeskole, som det kaldtes, lærte mig at kjende Bogstaver, stave og at læse red(t). et stort Riis havde hun hos sig, og det blev brugt rundt i Kredsen, Mig turde Læremoer ikke slaa, det havde min Moder, da jeg sattes i Skolen, udtrykkeligt betinget. Da jeg derfor en Dag ogsaa fik et Rap af Riiset, rejste jeg mig øjeblikkelig, tog min Bog og gik uden videre bort«.

Den første lærer og jødeskolen

Drengen skiftede straks skole: »Min Moder satte mig i Hr. Carstenss Drengeskole, hvor der dog befandtes een Pige Jeg var den mindste i Skolen, og derfor altid, naar de andre Drenge legede, gik Læreren, Hr. Carstens med mig ved Haanden, for at jeg ikke skulde løbes omkuld; han holdt meget af mig, gav mig Kage og Blomster, klappede mig paa Kinderne Den Kjære, gamle Lærer blev siden Telegraphbestyrer paa Thorseng; der levede han endnu for nogle Aar siden«.

Fedder Carstens ejede »Jødeskolen« i Odense, som han selv havde oprettet.

Denne skole var hovedsagelig for fattigfolks børn, men hos Fedder Carstens kunne også børn fra jødiske familier komme i skole. Jøderne havde i Danmark og i store dele af Europa dengang yderst trange kår. De fik først politisk ligestilling i Danmark ved grundloven fra 1849.

Fattigskolen

Da Fedder Carstens jødeskole blevet nedlagt, gik Hans Christian en tid hjemme hos sin moder. Derefter kom han i »Fattigskolen« inde ved fattiggården i Overgade.

Han skriver, at han her kun lærte religion, skrivning og regning. »Neppe et Ord forstod jeg at bogstavere rigtigt«. Men drengen var glad for sin lærer her. Når læreren havde fødselsdag, flettede Hans Christian en krans og skrev et digt til ham. Begge dele modtog læreren med et smil. Han var fra Norge og hed Christo-pher Frederik Welhaven, men han havde »en heftig Natur«. Det gik dog aldrig ud over den digtende elev.

Privatelev og læselyst

Hos præsteenken, madam Bunkeflod, fik drengen indfriet sin store læselyst. Hun læste digte for ham, og han lånte ofte bøger fra det gamle præstebibliotek. Det selvstudium øgede naturligvis hans læsefærdighed i en sådan grad, at hans moder, Anne Marie Andersdatter, måtte fortælle nabokonen, at »han læser saa det snurrer efter Morgen og Aften, min Hans Christian«.

Men måske tager Andersens boglige uddannelse sin begyndelse på foranledning af obersten på Odense Slot, Christian Høegh-Guldberg, der var adjudant for kronprins Christian, senere Christian den 8. På slottet læste Høegh-Guldberg dansk med drengen og indskærpede ham, at han skulle sige, at hans højeste ønske var at komme på latinskole. »Studere skulle De, gjentog Folk, daglig hørte jeg, hvor godt og vigtigt, ja, hvor aldeles nødvendigt det ville være for mig, man opmuntrede mig til at lægge mig efter Videnskaberne«.

Men han ville til København og være berømt. Og med sine sammensparede ti Rigsdaler i lommen kom han så til Valby Bakke den 6. september 1819.

Plagelse

Tilstrækkelig kendt er fortællingen om hans møde i København med syngemester Siboni, komponisten Weyse og Collin-familien. Så her vil vi blot følge den lange, aparte dreng fra København ned til Slagelse Latinskole, hvor han trådte ind i yngste klasse den 28. oktober 1822. »Collin havde talt min Sag hos Kong Frederik d. Sjette, der for nogle Aar allernaadigst havde forundt mig en Sum fra Finantserne til mit Underhold, og at Direktionen for de lærde Skoler havde skjænket mig fri Undervisning i Slagelse=Latinskole, hvor just en ny og, som man sagde, driftig Rector var bleven ansat«.

Rektoren blev Andersens plageånd. Han hed Simon Meisling, og han skulle på den tid have været en velagtet skolemand med nye, pædagogiske ideer. En af dem har nok bygget på det afskrækkende eksempels magt, for han beordrede en gang hele skolen ud til galgebakken Kanehøj ved Skælskør, hvor Maren Knudsen og tjenestekarlen Niels Pedersen skulle henrettes ved halshugning for mordet på Marens mand. »Den hele Begivenhed virkede imidlertid saa stærkt ind paa min Phantasie, at jeg i lang tid idelig forfulgtes af Erindringen herom, denne voxte ind i mine Drømme«.

To dansktimer om ugen

På Slagelse Latinskole var der 38 disciple. Timeplanen omfattede syv lektioner hver dag ugen igennem lørdagen var også skoledag. Skemaet sluttede dagligt klokken 18 med en middagspause fra klokken 13 til 15.

Her var nok at tage fat på for Hans Christian, der ikke var skolevant. Ugeskemaet bestod af religion to timer, geografi to timer, aritmetik/geometri fire timer, regning en time, historie tre timer og kalligrafi en time. Sprogene fyldte mest på skemaet med to timer til hebræisk, to til tysk, to til fransk, fem til græsk og 13 til latin. Danskundervisningen fik dog kun to timer.

Hele 18 af disse lektioner var Andersens skræk. De blev nemlig læst af Meisling selv, der havde græsk og latin. Og det var just ikke Andersens stærke side.

»Rectoren, der havde en egen Lyst til at spotte os Alle sammen, fik naturligvis stor Anledning dertil hos mig, og jeg blev angst og forknyt«. Skoleopholdet i Slagelse, eller »Plagelse«, blev et voldsomt mareridt for den følsomme, ranglede elev.

Da han i 1855 skrev »Mit Livs Eventyr«, havde han latinskoletiden og Simon Meisling på 30 års afstand. Det har han blandt andet udtrykt således: »Rectoren, der var en lærd og begavet Mand, der har givet Literaturen fortrinlige Gjengivelser af Oldtidens classiske Digte var slet ikke skikket til at opdrage unge Mennesker. Undervisningen var ham vistnok en Plage de fleste af Disciplene vare bange for ham jeg allermest«.

Andersen var lammet af skræk, når rektoren trådte ind i klassen. I 1823 klagede han sin nød til en af skolens andre lærere, overlærer Jeppe Christensen Quistgaard, som han havde i religion og hebræisk. »Den fortræffelige, hjertensgode Mand skrev mig til et langt, et kjærligt brev, styrkede mig med milde Ord og bad mig ikke tabe Modet«.

Dagbogen

Omtrent på samme tid begyndte Andersen at skrive dagbog, selvom de første notater var temmelig spredte. De kunne hedde: »Torsdag, Kom til at rive Benet af en Edderkop! Stod mig godt i Mathematik Gud, Gud, mit Hjertes hele Tak «. Og senere samme år: »Løwerdag, Sløv og mat af at læse repeteret til Sengs før Klokken 10 «. En ulykkesdag oprandt to dage senere, hvor han havde Meisling i tre lektioner. Dagbogen fortæller, at han stod sig dårligt i latin og ikke regnede med at kunne komme op i 4. klasse. Han forestillede sig endda, at han måtte gå ud af skolen for derefter kun at blive håndværker eller »et lig«. Men det gik nu bedre end ventet, han døde jo ikke af angst og skam og han blev som bekendt heller ikke håndværker. 1. oktober kunne han skrive i sin dagbog: »Oprykket i 4. klasse«.

Fremme i november 1825 står der i dagbogen: »Gaaet godt i Rektorens Ting, han har i Dag været meget mild mod mig, O, Gud Haab opfylder mit Bryst«. Andersens plagelser i Slagelses lærde skole så dog ud til at ville slutte i 1826, da Meisling skulle flytte fra byen og overtage rektorembedet ved latinskolen i Helsingør.

Helsingør

Men drengens skolemareridt var aldeles ikke overstået. Dagen før sin fødselsdag i 1826 fik han en ordentlig overhaling af Meisling. »Ihvor daarlige Tanker jeg end har om Dem, er De dog daarligere«, beretter dagbogen. Det blev efterfulgt af karakteren »mådeligt« i græsk. »Mismod, Nej, Nej, jeg duer til intet«, skrev han videre.

Meisling ville dog alligevel have Andersen med til Helsingør. Han lovede endda at ville læse privat med ham, så han kunne få sin studentereksamen på halvandet år. Vi kender naturligvis ikke begrundelsen for denne »velgerning«, men det er vel tilladt at gætte på egoistiske motiver. Andersen var nemlig en særdeles indbringende elev. Hans velgører, etatsråd Collin, havde formået med kongens velvilje at skaffe 350 rigsdaler hvert år til Andersens skoleophold. De andre elever betalte kun 150 rigsdaler. Disse penge skulle følge med eleven til Helsing-ør. Det må have passet Meisling særdeles godt, især da han havde en elendig økonomi og mange børn. Dem blev Andersen da også sat til at passe, da han flyttede ind som pensionær i tyrannens egen bolig. Skoletiden i Helsingør blev om muligt endnu værre end tiden i »Plagelse«. Meislings opførsel over for den 20-årige elev antog stadig mere groteske former, og han slap endda heller ikke for tilnærmelser fra fru Meisling. Han klagede sin nød til Jonas Collin, som derefter revsede rektoren. Med det resultat, at det gik værre ud over Andersen.

Ny lærer

Men nu fik han hjælp af en af skolens nye lærere, Christian Werliin. Han var næsten jævngammel med Andersen, og det var Werliin, der direkte opsøgte Jonas Collin og berettede om forholdene hos Meisling. Hermed var Helsingør-plagelserne endelig forbi. Jonas Collin meddelte rektor Meisling i april 1827, at Andersen omgående forlod latinskolen og Meislings hus. »Rejs De ad Helvede til«, var kommentaren, da Andersen ville sige farvel.

Student

Studentereksamen fik han året efter ved Københavns Universitet. Den 14. august 1828 skrev han til den jævnaldrende ven-inde Henriette Wulff: »Jeg ved det gaar galt «. Det var også tæt på, latinen var det helt galt med. Men han fik sin eksamen. I en alder af 23 år.

Mogens Eilertsen

er kunst- og kulturhistorisk forfatter

og tidligere skoleinspektør på Amager

Den 2. april 2005 fejrer hele verden 200-året for H.C. Andersens fødsel. Fra fredag den 15. oktober kan du finde anmeldelser af materialer relateret til digteren både udgaver af hans egne tekster, biografier og undervisningsmateriale. Der kommer rigtig mange udgivelser i tiden op til jubilæet. Læs en vurdering af dem ved at klikke på logoet med det kendte kontrafej på folkeskolen.dk