På en af de allerførste skoledage i august - en varm og solrig eftermiddag - forlod Theodor Jakobsen i godt humør Dalgasskolen, Skive, for at tage hjem for at få sig et hvil før den daglige løbetur, som skulle vise sig at blive hans sidste. - Et hjertestop satte punktum for et engageret og rigt lærerliv.

Der blev meget stille på skolen den næste dag. Theodor var - om nogen - kendt af alle børn på skolen og var som fritidsvejleder, specialundervisningslærer og klasselærer én, som børnene holdt meget af. - Som en dreng fra hans klasse spontant udtrykte det: 'Det er vel nok noget lort, det med Theodor, hva' Niels', - og han fortsatte: 'han var så god at snakke med'!

Theodor Jakobsen blev dimitteret fra Århus Seminarium i 1963, og efter et par år i Rødovre blev han i 1965 ansat på Braarup Skole. I 1974 blev han ansat på Skive Seminarium og kom i 1975 til Dalgasskolen som øvelsesskolelærer.

Gennem årene tog han sig hovedsageligt af børn med vanskeligheder. Han tog speciallæreruddannelsen og satte hele sin energi ind på at hjælpe de svage. Hans politiske engagement bragte ham i byrådet for Socialistisk Folkeparti i nogle valgperioder, og han blev kendt som den, der ikke ville finde sig i, at der ikke blev taget vare på de svage i samfundet, og som gjorde alt for at bekæmpe forskelsbehandling og uretfærdighed.

Theodor var den hjælpsomme, som ingen gik forgæves til, når der var noget, der nagede eller føltes uoverstigeligt. Han kunne identificere sig med den, der havde behov for trøst, og han kunne altid fåøje på i hvert fald ét lille lyspunkt, én lille vej, der førte mod bedre tider, og så få givet en lille smule livsmod tilbage til den, der havde det svært.

På Dalgasskolen kendte vi ham også som den stædige og vedholdende. Ham, der aldrig gav op, når det drejede sig om at hjælpe de svage - voksne som børn. Hans undervisning af de svageste var enestående, og som klasselærer var han højt elsket. - Arbejdstidsregler eller ej, søndag eller hverdag - når det gjaldt et barns ve og vel, så var han der og gjorde sit yderste for at få problemerne løst på en menneskelig og god måde.

Man kunne af og til være uenig med Theodor, men uvenner med ham blev man aldrig. Det var sagen, det drejede sig om.

Han følte også et stort ansvar over for fællesskabet på skolen. Der er næppe nogen voksen på Dalgasskolen, som på et eller andet tidspunkt ikke har følt hans omsorg - en stille snak eller en opringning, som kunne støtte og varme i en svær stund. Der var ingen, der var ligegyldig for Theodor.

Vi vil savne Theodor. Vi var alle så glade, da han for nogle år siden klarede en bypassoperation fantastisk fint, og vi troede alle, at han havde mange år foran sig, men Theodor blev ikke mere end 62 år. Vore tanker går i denne tid til hans kone og tre børn, for hvem savnet er det største.

Æret være Theodor Jakobsens minde.

Personale og ledelse

Dalgasskolen, Skive