Så hør dog efter

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Giver det noget - har det nogen betydning, at man siger noget, at man giver sin mening til kende? Jeg kan somme tider godt fristes til at tvivle på den store betydning.

Jeg har nu gennem de seneste halvandet år givet en række bud på vigtigheden af, at undervisningen i meget høj grad bør sætte medierne i fokus.

Jeg har argumenteret for, at billedkulturen allerede har fået og givet vil få større betydning. De elektroniske billedmedier, elektronisk behandlede billeder og computerkulturen har fået langt større betydning for holdningsdannelsen. Den enorme mængde af billeder har ligeledes stor betydning for den måde, vi efterhånden tænker på og danner betydningsindhold.

Jeg har omtalt den revolutionære undersøgelse, som Center for Ungdomsmedier har gennemført og udgivet i august 1997 om unges mediebrug, der viste, at de bruger syv timer om dagen på moderne medier. Jeg har angivet eksempler på, hvorledes en konkret undervisning i natur/teknik kunne se ud med inddragelse af medieaspekter. Jeg har udfordret undervisningsministeren til kulegravning af hele problematikken.

Jeg har i det hele taget gjort et stort nummer ud af at omtale vigtigheden af dette her - give så gode eksempler som muligt. (For øvrigt er det i sig selv et paradoks, at jeg sidder og formidler synspunkter omkring billedkulturen i det traditionelle skriftsprog, men det er nu vilkårene).

Og hvad er der så kommet ud af det? Jo, der har faktisk været et par henvendelser som reaktion på disse mine skrifter, men der er stadig ikke rigtig sket noget i den måde, vi griber undervisningen an på. Det visuelle spiller stadig en meget lille rolle i forhold til skriften. Langt den største del af undervisningen tager fortsat sit tankegods fra skriftkulturen og bliver tilsyneladende ved med det.

Skal man så holde op med at argumentere for mediepædagogikken? Nej.

Derfor kommer mit næste indlæg til at forme sig som en 'opsang' til undervisningsministeren, som jeg selvfølgelig regner med, hun svarer fyldestgørende på.

Per Sloth Møller er leder af Medieværkstedet, Hømarkskolen i Svendborg