Da jeg blev præsenteret for supervision, var jeg nok skeptisk. Nu vil jeg nødig undvære den, siger Per Bilstrup, sagsbehandler i Danmarks Lærerforening.

- Nu forstår jeg, hvorfor man i andre faggrupper lægger så stor vægt på supervision. Den er lige så vigtig for socialrådgivere, som en blyant er for os, siger Karen Andersen, også sagsbehandler.

De arbejder på DLF's organisationskontor, hvis supervisionsgruppe netop nu består af seks sagsbehandlere. Snart kobles to mere på. Fælles for de tre af dem er, at de har arbejdet som sagsbehandlere i mange år. Poul Werner Hansen har arbejdet i DLF i 21 år, Per Bilstrup i 17 år og Karen Andersen i 14 år.

Supervisionsgruppen er sammensat af sagsbehandlere, der arbejder med samarbejds- og afskedigelsessager samt arbejdsskadesager. Fire i gruppen er læreruddannede, og fire er socialrådgivere.

- Hvis det skal fungere, er det en forudsætning, at chefen lægger stor vægt på supervisionen. Vores chef gjorde det helt klart, at vi skulle have en meget god undskyldning for ikke at komme i de to timer, fortæller Per Bilstrup.

Hver anden eller tredje uge er gruppens supervisor med. Han er psykolog og kommer udefra.

Hver gang er det gruppen, der bestemmer, hvad de vil tale om. Det kan være et problem, de er stødt på, eller noget, der har berørt dem specielt. Det kan også handle om et principielt spørgsmål eller noget skriftligt, organisationskontoret skal udsende, hvor man gennemgår, om ordene virker efter hensigten.

Hvis én har en særlig vanskelig sag, kommer det i første række. De andre lytter, stiller spørgsmål eller lufter deres tvivl og eventuelle undren. Man forlader aldrig supervisionen med uafklarede spørgsmål.

Tilliden bygges op

- Det gode ved supervisionen er, at det nu er systematiseret, og at man skal forklare sig til en udefra. Når vi tidligere talte sammen, behøvede vi jo ikke at udtrykke os så klart, for alle vidste, hvad vi talte om. Eller vi troede, at alle vidste, hvad det handlede om, fortæller Poul Werner Hansen.

- Lærerforeningen har altid været præget af, at man kunne gå til en kollega, hvis der var noget, man ville tale om, siger Per Bilstrup.

- Man fik altid et svar, og kollegerne tog sig tid.

- Ja, men der er én afgørende forskel fra tidligere og til nu, skyder Karen Andersen ind.

- Det er rigtigt, at man altid kunne få hjælp, hvis man gik til en kollega, men det betød jo, at man først skulle erkende, at man var i tvivl, og at man havde brug for hjælp.

- Det kan være svært at finde balancen. Hvornår har man et eneansvar, hvornår risikerer man at tabe en sag på gulvet eller en medarbejder, fordi man ikke blander sig. Den enmandskultur er problematisk, og her giver supervisionsgruppen nye muligheder. Også fordi det ikke er pinligt at sige noget i dét forum. De andre har jo siddet i en lignende situation engang.

Tilliden til hinanden bliver bygget op i gruppen.

- Vi begyndte også at tale om, hvordan vi fandt en fornuftig måde at bearbejde den belastning, vi oplever i forbindelse med arbejdet, siger de tre sagsbehandlere.

- Det er hårdt at tale med lærere, der netop har fået at vide, at de står foran en sygeafskedigelse.

Anden måde at reagere på

Per Bilstrup fortæller, at han i dag hurtigere går til en kollega, hvis han oplever noget ubehageligt. Ved at tale med en anden om oplevelsen får man den lettere ud af kroppen. Og både ros og kritik fra kolleger er betydningsfuldt. Et klap på skulderen fra en kollega, man har faglig respekt for, betyder meget.

De tre sagsbehandlere taler om, at supervisionen er med til at afprivatisere problemerne. Man bliver hurtigere færdig med en sag - rent psykisk - og kommer videre. Også selv om det er en ulykkelig sag.

- Jeg har lært en anden måde at reagere på, siger Karen Andersen.

- Nu kan jeg nærmest stille mig lidt ved siden af den fejl, jeg har begået, se på den og overveje, hvad der egentlig gik galt. Og jeg kan gøre det uden blot at bebrejde mig selv. I supervisionen lærer man om sine svage sider og konstaterer, at de altså er der, og så må man lære at forholde sig til dem.

Hun mener, at hun er blevet bedre til at sætte grænser og til at modtage kritik.

- Hvis nogen gør sig anstrengelser for at formulere en mening om det, jeg gør, så er det en kompliment. Det betyder, at jeg ikke er dem ligegyldig. Men de må så finde sig i, at jeg måske vil høre en uddybning af deres mening, fortæller Karen Andersen.

Hun siger også, at hun tidligere holdt mest af at arbejde alene og passe sit eget, men at hun nu kan se mange kvaliteter ved at arbejde sammen med andre.

Burde med i læreruddannelsen

Det er ikke supervisor, der kommer med løsningerne, understreger de tre. Problemerne skal de selv løse.

Og der er ikke noget ved supervision, de ikke kan lide.

- Vi definerer jo selv, hvad vi skal tale om.

Supervision er helt klart noget, som lærere kan bruge, mener sagsbehandlerne. Man burde simpelthen interessere sig meget mere for supervision og lignende redskaber under læreruddannelsen.

- Man går nærmest ud fra, at man fødes med evnen til at kunne samarbejde, siger Karen Andersen.

- Men sådan er det jo ikke. Man burde i langt højere grad se på, hvordan man lærer at etablere et samarbejde. Når lærere skal beskrive deres samarbejde, bliver det ofte noget med, at nogle gange lykkes det, andre gange lykkes det ikke. Men man skal jo se på, hvorfor det lykkes, og hvorfor det ikke lykkes.

Det er hårdt at tale med lærere, der netop har fået at vide, at de står foran en sygeafskedigelse