'Jeg er jo en bjørn med megen lille forstand' udbryder Peter Plys af og til under sin færd i Hundrede Meter Skoven.

Ofte har jeg citeret den berømte bamse under de sidste 20 års læsedebat, og nu igen i denne varme sommer, hvor jeg har læst de mange indlæg, der er foranlediget af et lille hæfte 'Mål for læsning', som nogle læsekonsulenter har udarbejdet.

Konsulenterne har vovet at beskrive operationelle mål for læseundervisningen på de enkelte klassetrin. Sådanne mål angår de sider af læseudviklingen, der kan 'måles og vejes', og derfor angives danske gruppelæseprøver til de enkelte klassetrin.

For at vise, at læseudviklingen også drejer sig om, at eleverne i hele skoleforløbet skal blive i stand til at kunne læse sværere og sværere tekster, har læsekonsulenterne desuden angivet læsemål i lix-tal. Dermed har de anvendt tre redskaber, som altid bringer den danske læsedebat til kogepunktet: konkrete mål, læseprøver og lix-tal.

Man frygter, at en sådan målbeskrivelse vil gøre 'den almindelige læseundervisning til en sag for psykologer og specialundervisningslærere. Alle elever i den danske folkeskole har vel ikke læsevanskeligheder.' (Folkeskolen den 19. juni 1997, side 27).

Man ser det for sig: Danske skoleklasser invaderet af en hær af 'åndløse, profitbegærlige testere', der evaluerer et humanistisk fag med 'diagnostiske prøver'. Virkeligheden i skolen er som bekendt en ganske anden.

Ingen af de anbefalede læseprøver er diagnostiske. (Diagnostiske prøver anvendes kun til individualundersøgelse).

Den pædagogisk-psykologiske rådgivning til skolen har knap nok ressourcer til at opfylde påtrængende rådgivningsbehov, og specialundervisningen har på samme måde ikke mulighed for at yde alle elever med særlige behov den nødvendige undervisning.

Jeg læser 'Råd til læsning' som det stik modsatte af en åben ladeport for klientgørelse, nemlig som en hjælp til selvhjælp for de mange skoler og lærere, der i de sidste par år har kæmpet for at vende den negative udviklingstendens i danske elevers læsning.

Uden klare mål svæver undervisningen og evalueringen i et tomrum, som ganske enkelt gør det svært for læreren at vurdere læseundervisningens midler, metoder og resultater.

På mange skoler har man i de sidste par år forsøgt at råde bod på manglerne ved at udforme en læseplan for skolens læseundervisning. Hvis nogen er i tvivl, skal jeg oplyse, at det er et stort og krævende arbejde, lærerne har påtaget sig, og der er ingen hjælp at hente i Undervisningsministeriets vejledende læseplan for faget dansk.

'Mål for læsning' opfatter jeg som en håndsrækning til dette arbejde. Her er i det mindste et udspil, man kan forholde sig til. Og at danske lærere vil forholde sig både kritisk og selvstændigt, er jeg ikke i tvivl om.

Hvis det lille hæfte kan betyde, at vi begynder at diskutere, hvilke mål vi ønsker at opfylde i læsning på de enkelte klassetrin, frem for altid at diskutere dannelsesmål og metoder, så har læsekonsulenternes arbejde ikke været forgæves.

For god ordens skyld skal oplyses, at jeg ikke har medvirket til 'Mål for læsning'.

Lene Møller er seminarielektor.