Bedstemor fortæller . . .

Forleden var jeg lige på nippet til at sige til min afrikanske pige Joanna, da hun kom ind i sprogcentret iført superkorte shorts: 'Nej, hvor har du nogle brune ben.' Man må vel vogte sin mund. Sært som brune ben er pænere end hvide. Hvilket fik mig til at erindre forgangne sommer, da min søn, som i ungdommeligt overmod har bosat sig i hovedstaden, en drønvarm dag tog mig med til Hornbæk Strand, som vist sjællændere mener er helt fantastisk. Så langt øjet rakte lå de der - unge københavnere til langtidsstegning - skulder ved skulder i indædt og koncentreret higen efter at skifte kulør. Da ser vi med ét blandt den tusindtallige hvide hob en enkelt sort ung pige. Synet virkede påén gang grotesk og komisk. For hvad vil hun der? Og hvor kan hun gå hen for at skifte kulør under så samtykkende, selskabelige former?

I aftes var jeg til stor rund fødselsdag. En dame kom hen til mig med ordene: 'Du har jo haft vores Per i skolen. Kan du huske ham? Ja, han er 39 nu . . . ' 'Æhhhhh . . . ' Mildt forbavset: 'Per Nielsen hedder han. Kan du ikke huske ham?' 'Nej, sandheden er faktisk den, at jeg så mange år efter kun husker de børn, der har opført sig ad helvede til. Jeg husker ikke din Per.' - Selv synes jeg, at det er et udmærket svar, jeg endelig har fundet på. For derefter siges der sjældent mere. Og smilet kommer. - At man så også tydeligt husker de elever, der på mere end ét område kunne mere end læreren, behøver aldrig nogensinde fortælles.

Engang sagde en pige i 2. klasse til mig: 'Jeg skulle hilse fra min bedstemor. Hun har haft dig i skolen. Kan du huske hende? Hun hedder Karen.' 'Du kom til at sige bedstemor, du mener mor . . . ' 'Nejjjjj.' - Da fik jeg et chok. Det passede. Der findes stadig mennesker, der går tidligt ind i avlen.

Bemærk. Vil nogen være med til at lade lærerinderne genopstå? Såre praktisk betegnelse - eller rimer inde vel meget på kvinde? Kunne vi måske også komme til at ligne kvinder lidt mere . . .

Håndhakkeren