Det er august nu

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den gule rejnfan er for alvor begyndt at blomstre. De lakrøde rønnebær, som ræven tror ikke at kunne lide, sætter farve mod den høje blå himmel. Aftenerne kommer tidligere, og nætterne er klare og fulde af stjerneskud. Om morgenen kan det hænde, at tågen bliver liggende længere, i disen glimter de første solstråler i edderkoppernes kunstværk-spind. Op ad dagen vil solen begynde at brænde, og længslen efter Vesterhavet melder sig. Sommeren er alt andet end forbi.

Men alle børn og lærere lukkes nu inde til fangenskab bag tykke mure. Jeg sender dem medfølende tanker, når jeg fri som fuglen cykler ud ad landevejen.

Har lige læst på min skærm, at det foreslås, at seminarielærerne kommer ud på åstedet og prøver kræfter med den distraherende virkelighed. Utroligt så længe man har fredet vore skoleeksperter. Det er, som om en hel stand har undervist i tørsvømning i en menneskealder uden ringeste interesse for endsige krav om at afprøve tagene ude på de dybe favne. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at skolen havde deres store interesse. Herregud, hvor tit har vi lærere ikke siddet ved møder og på kurser og lyttet i tavs høflighed mod betaling naturligvis til teoretikernes fascinerende verden. Lidet ærefuldt, at seminarielærerne aldrig har presset på for at komme ud på gerningsstedet og med deres kærlige og uspolerede attituder tage handsken op. Det er, som om de i årevis har levet efter devisen: Den, der lever stille, lever godt ej heller har man hørt mange pip fra dem, når lærerne idelig blev gennemtæsket i medierne. For det er jo sandt, at det var og er skolens største og mest tabubelagte problem: De mange til himlen råbende uopdragne og urolige børn, som kan ødelægge hvad som helst.

Da jeg selv var seminarieelev, som vi dengang hed, i 60erne, overværede vi seminarielæreres undervisning ude i skolerne og evaluerede forløbet som en selvfølge sammen med dem bagefter. Jeg husker de seancer nøje nu så mange år efter. Vi lærte af det på den virkelighedsnære måde.

Men de slår sig i tøjret, gør de. Som forudset. Ser at en rektor er uenig og udtaler, at »man selv skal ud og gøre sine erfaringer« hm den er for billig. Som om det kunne undgås.

Mit gamle forslag går på at bytte gårde. Et par måneder kunne vi bytte job. Og løn selvklart også. Lærerne kunne tilføre de studerende på seminarierne en hoben realistiske råd, mødeprocenten ville toppe, og seminariefolket kunne endelig få afprøvet teorierne samt forældrekontakt, udflugter og hele tjavsen. Der kunne blive nogle erfarne lærere tilbage på lærerværelserne som en slags sikkerhedsvagter, som hurtigt kunne tilkaldes, hvis vore læremestre skulle være alene i store vanskelige klasser. Indlysende tanke, ikke sandt?