Penge til lærerstuderende

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En ansøgning fra Lærerstuderendes Landskreds (LL) om et tilskud på 20.000 kroner til trykning af en kampagneavis til de studerende på seminarierne gav anledning til en længere, principiel diskussion. Men hovedstyrelsen bevilgede dog pengene.

- Vi bør bevilge de penge nu, for LL har skullet bruge en masse i foråret på deres annoncekampagne mod den nye læreruddannelse, argumenterede Rigmor Jark og flere andre.

- De laver et godt og vigtigt stykke arbejde, men siden 1995 har DLF fordoblet sit tilskud til LL, så de nu får 1,4 millioner kroner årligt, så hvis de lærerstuderendes kreds skal have flere penge, må det være et engangstilfælde, mente Anni Herfort.

Astrid Schjødt Pedersen talte også for, men mente også, at hovedstyrelsen bør se mere overordnet på hvervearbejdet.

- Det er ingen selvfølge, at unge mennesker melder sig ind i en fagforening i dag, derfor skal vi overveje nøje, hvordan arbejdet i forhold til de studerende skal foregå, sagde hun.

Det var der enighed om.