Her kan klages

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

DLF får en ekstern klageinstans, hvis man skal dømme efter stemningen i hovedstyrelsen. Det helt store flertal talte for at foreslå kongressen at oprette en uafhængig ekstern instans, som medlemmer kan klage til, hvis de ikke føler sig reelt behandlet af skolens tillidsrepræsentant, lokalkredsen, foreningens centrale ledelse eller sekretariatsmedarbejdere.

- DLF er og skal være en åben organisation, og vi har ikke noget at skjule, sagde flere.

- Det er helt fint at blive kigget i kortene, supplerede andre.

- Jeg kan godt forstå argumenterne, og jeg er helt enig i, at vi skal kunne tåle et kritisk eftersyn, sagde Tom Egholm.

Men alligevel var han betænkelig.

DLF er en politisk organisation, og det præger alle beslutninger. Derfor kan man ikke uden videre sammenligne med ombudsmandsinstitutionen, som kun kan se på jura, mente han.

- DLF's arbejde bygger på beslutninger på generalforsamlinger, på kongresser og i hovedstyrelsen, og de kan ikke uden videre 'oversættes' til noget, der kan laves entydige klageafgørelser på, advarede Tom Egholm.

- Men, fortsatte han, hvis medlemmerne oplever et behov for at kunne klage, så . . .

Næstformandens støtte til ideen var meget tøvende. Og det samme var formandens:

- Det er vigtigt, at vi belyser alle aspekter. Hvor kan man for eksempel, eller kan man overhovedet, lægge et skarpt snit mellem politiske og administrative afgørelser, spurgte Anni Herfort.

På hovedstyrelsens møde i september skal man se på en konkretisering af ideen og en opregning af fordele og problemer ved at indføre en uafhængig klageinstans.