PPR er presset

Ubesatte stillinger og stort gennemtræk fører til, at pædagogiske psykologiske rådgivninger vælger de nemme løsninger

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

PPR-kontorer (Pædagogisk Psykologisk Pådgivning) landet over mangler psykologer. Hvor mange det drejer sig om, findes der ingen opgørelser over, men alene i Nordjyllands Amt er der 10-15 ubesatte stillinger.

'Resultatet er, at arbejdet hober sig op, og at det er svært at nå alle opgaver', siger chefpsykolog Erik Sporon Fiedler, Frederikshavn Kommune, der er formand for samrådet af ledende psykologer i Nordjyllands Amt.

PPR i Frederikshavn har det sidste halve år haft en ubesat stilling. Selvom den har været grundigt annonceret, er der ikke dukket en eneste ansøger op. 'Det er en kendt sag, at det i landets yderområder er meget svært at få fat i kvalificerede psykologer med erfaring, men vi havde dog regnet med, at der ville dukke ansøgninger op fra nyuddannede eller fra studerende, der afslutter uddannelsen inden for nærmeste fremtid. Det er en skuffelse, at det ikke er gået sådan', siger chefpsykologen.

 

Forværret situation

Det er psykologer både med og uden en læreruddannelse, der er mangel på. 'Selv på Sjælland vil der ofte ikke være kvalificerede ansøgere til stillinger, der ønskes besat med læreruddannede psykologer. Psykologer uden læreruddannelse er der flere af, og de, der er, vil gerne bevæge sig længere til arbejde, men også inden for den gruppe er det svært at få besat stillinger, hvis man bevæger sig til Jylland', siger formanden for Pædagogiske Psykologers Forening (PPF), Bjarne Nielsen.

Det er ikke nyt, at det kan være svært at besætte stillinger, men situationen er af flere grunde blevet forværret i de seneste år.

'Mange nyansatte bliver kun i jobbet, til de har fået autorisation', siger Erik Sporon Fiedler. 'Det vil sige, at der både er ubesatte stillinger og et gennemtræk på PPR'.

'Situationen kendes over hele landet, og den er med til at gøre det svært at lave PPR', siger Bjarne Nielsen. 'Man ansætter nyuddannede, som bliver lært op. Når de er det, får man deres opsigelse og kan begynde forfra. Det er virkelig et problem'.

Manglen på PPR-psykologer skyldes ikke alene, at der uddannes for få. 'Der er mange på vej gennem uddannelsen, men de, der søger arbejde på PPR, bliver der for kort tid', siger chefpsykologen. Årsagerne til det store gennemtræk skal søges tre steder: Et meget stort arbejdspres, en forholdsmæssigt ringe løn og manglende prestige. 'Det er nemt at finde et andet job for en kvalificeret psykolog, men man tænker sig grundigt om, før man forlader en arbejdsplads, som man er godt tilfreds med. Et hurtigt stillingsskift kan også være udtryk for, at noget er galt i arbejdsmiljøet', siger Bjarne Nielsen. Det sidste fremgår af en undersøgelse af psykologers arbejdsmiljø, som Dansk Psykolog Forening fik foretaget i foråret. Den viser, at psykologer ansat i PPR og på andre kommunale arbejdspladser er mindst tilfredse med deres arbejdsforhold. Ubesatte stillinger og et stort gennemtræk øger arbejdspresset yderligere og får folk til at søge andre steder hen. På den måde er manglen på psykologer selvforstærkende.

Dertil kommer, at normeringerne er blevet dårligere.

'I Frederikshavn er antallet af nyindstillinger af børn steget med 55 procent på tre år. Situationen er den samme de fleste steder', siger kommunens chefpsykolog.

 

Kan ikke følge med

Stigningen kombineret med ubesatte stillinger eller nyuddannede, der skal oplæres, betyder, at systemet ikke kan følge med.

Chefkonsulent i Kommunernes Landsforening Hannah Fjældstad er for så vidt enig i, at PPR kan føle sig presset til at vælge nemme løsninger, men det er ikke primært et spørgsmål om arbejdsmiljø og lønforhold.

'Det er snarere en situation, der opstår på grund af de systemer, man opbygger, og den måde, man relaterer sig til hinanden på', siger chefkonsulenten. 'Hvis man i folkeskolen organiserer sig i team, der kan arbejde med pædagogiske psykologiske spørgsmål, og hvis psykologen er med til møderne og instruerer og vejleder, vil man i højere grad kunne løfte opgaven. Dermed vil der ikke være behov for at indstille så mange børn til PPR og heller ikke være behov for at sende dem videre til specialundervisning'.

Dansk Psykolog Forenings undersøgelse: www.dp.dk