Få omgængere

Stor procentstigning, men de faktiske tal er små

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Omgængere - elever, der gennemfører det samme klassetrin to gange, er en sjældenhed i folkeskolens ældste klasser. Men antallet er rent faktisk fordoblet i løbet af otte år, fremgår det af Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev, Arbejdsmarkedspolitisk Agenda. Tallene overrasker såvel i Undervisningsministeriet som i Københavns og Frederiksberg Kommuner, hvor tendensen i henhold til statistikkerne er mest udtalt:

- Det har været få, få elever i mine tre år her, siger kontorchef i Frederiksberg Kommune Else Vest.

- Der har været nogle lidt svage børn, og nogle, der selv har været droppet ud af 10. og har fortrudt det, og måske nogle, der har gået på efterskole og ikke følt, de fik nok ud af det. Men jeg kan ikke sige, at der tegner sig noget billede.

I 1995 var det 1,6 procent af en årgang, der gik 9. eller 10. klasse om, mod 0,7 procent i 1987, og det er især 10. klasse, som de unge vælger at gentage. I København er der registreret så stor en andel som 5,2 procent, der gennemførte 10. klasse to gange.

- Vi har haft én i år, som kom fra en efterskole og tager 9. klasse en gang til hos os, og så havde vi en forespørgsel på en for et par år siden - ellers mener jeg ikke, jeg nogensinde har været ude for det, siger skoleinspektør Hans-Otto Foldby Madsen, der i ni år har ledet en af Københavns største skoler, Brønshøj Skole. På Vibenshus Skole siger inspektør Jørgen Holch tilsvarende, at han kun husker ét tilfælde - en elev, der havde været på efterskole, men kun været til prøve i et eller to fag.

På Efterskolernes sekretariat i København afviser souschef Else Højlund, at der skulle være en tendens til, at efterskoleelever undlader at gå til afgangsprøve:

- Skolerne afgør selv, om de vil tilbyde prøver, men bortset fra de særlige skoler for sent udviklede er det faktisk 100 procent, der tilbyder folkeskolens afgangsprøver. Jeg har ikke statistisk belæg for det, men jeg tror ikke, vi sender ret mange tilbage til folkeskolen, lyder det herfra.

kara