Overskriften til denne anmeldelse stammer fra en udtalelse fra en børn og unge-direktør bragt som rubrik i en avis i forbindelse med hans afsked efter mange års tjeneste. Også dette hæfte handler om samarbejdet med en mindretalsgruppe af kritiske forældre, som medarbejdere i børneinstitutioner må bruge mange resurser på. Det indeholder råd og forslag til, hvordan man skal takle disse forældre, hvordan man får afklaret forældrenes og pædagogernes rolle og ansvarsfordelingen imellem dem og får sat en rimelig dagsorden blandt andet ud fra institutionernes læreplaner. Der er også konkrete forslag til, hvordan man kan holde forældremøder, hvordan man får en konstruktiv dialog med de nævnte, adfærdsvanskelige forældre, hvordan man informerer i dagligdagen og om ledelsens ansvar. Forslagene er lettilgængelige, en minikogebog til problemløsning, som kan læses af den enkelte pædagog eller bruges som debatoplæg på personalemøder.

Selv om forældresamarbejdet i folkeskolen er af en anden karakter end i institutionerne, oplever man også dér en gruppe af kritiske forældre som et problem.

Flere forfattere, undervisere og forskere har forsøgt at rubricere forældre til børn i institutioner og skoler i nogle kategorier. Dette hæfte rubricerer også forældrene i fem kategorier. Jeg er efter at have læst mange af disse eksempler på rubriceringer modstander af at opdele forældre på den måde - med beskrivelse af enkle sammenhænge mellem forældrenes liv, arbejde, sociale status og deres opførsel over for personalet i institutioner og på skoler. De virker forenklede og inviterer til letkøbte konklusioner, selv om nogle af tendenserne er velkendte. En af kategorierne i dette hæfte er "De såkaldt almindelige forældre", en meget diffust beskrevet gruppe. Det gælder også "De selvoptagede modspilsforældre".

Det er langt vanskeligere at samarbejde med forældre i dag end tidligere. De professionelle skal være glade for de forældre, der er kritiske og krævende på en konstruktiv måde, da de bidrager til udvikling og fornyelse. De destruktive forældre, som er krævende, men ikke ønsker at bidrage konstruktivt til skolens og institutionernes arbejde, skal de professionelle også kunne forholde sig til.

Dette hæfte rummer interessante overvejelser og forslag til praksis, men store dele af det består af selvfølgeligheder og almindeligheder. Der burde have været mere kød på indholdet, når det primært er henvendt til pædagoger. Hæftet er derfor undertiden kedeligt og uinspirerende, og der er ikke meget spræl i sproget.

Pædagoger og lærere er ladt i stikken, når det gælder forældresamarbejde. Der bør undervises i en forældresamarbejdets didaktik på lærer- og pædagoguddannelsen og trænes systematisk i forældresamtaler, spilles rollespil og gives supervision. Udbuddet af efteruddannelseskurser fra CVU'erne er ynkeligt. Et godt forældresamarbejde kommer ikke af sig selv. Det kræver professionalisme og derfor også uddannelse og efteruddannelse.