Torben Weinreichs bog er formet som et lovforslag til en bedre folkeskole - 40 paragraffer med uddybende bemærkninger udgør et alternativt indlæg i debatten omkring det nye folkeskoleforlig. Weinreich slår fast, at en skole er en skole - folkeskolens kerneydelse er undervisning. Det står i linje ét i formålsformuleringens paragraf 1 og går igen i alle paragraffens underpunkter. Undervisningen skal resultere i, at eleverne kan tage vare på deres liv og udvikle lyst og evne til at lære.

De voksne skal gøre det, de er bedst til - forældrene skal opdrage og støtte deres barn, så det får mest ud af skolegangen, lærerne skal undervise eleverne.

Skolebestyrelsen foreslås nedlagt til fordel for et tættere skole-hjem-samarbejde, som etableres blandt andet på baggrund af en stærkere evalueringskultur i skolen. Weinreich betoner kultur frem for bureaukratisering i evalueringsforslaget. Ingen elevplaner, ingen standardiserede test, ingen indrangering på offentligt tilgængelige lister. Evaluering betyder fokus på den enkelte elev i samarbejde med forældrene og som forbedringsgrundlag for undervisningen.

Fagligheden skal styrkes gennem lovpligtige fagudvalg, og Undervisningsministeriet skal fastsætte normer for resursetildeling/forbrug til undervisningsmidler samt mindstemål for kommunernes resursetildeling til efter- og videreuddannelse.

Weinreich argumenterer desuden for ændringsforslag om blandt andet timetal, skolevej og læseplaner ... men erkender i paragraf 40, at det nok er tvivlsomt, om hans forslag nogen sinde bliver til virkelighed.

Trist, hvis man er enig med forfatteren i, at kvalitet i undervisningen hviler på fagligt toptunede lærere og deres evne til at samarbejde med eleverne i den daglige undervisning. Det sympatiske budskab til trods sidder man som læser tilbage med et nok håndfast, men også fragmenteret billede af en skolevision, hvor den bærende idé trues af, at Weinreich gerne vil ud i alle krogene af skolelovgivningen. Bemærkningerne til lovgrundlaget holder sig inden for sin "genre" og bliver derfor som pædagogisk debatoplæg mere konstaterende end argumenterende omkring et emne, hvor alt bliver nævnt, men pointen fortaber sig i ... paragraffer!