Leif Hejlesen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var med stor sorg, vi den 21. januar modtog meddelelsen om Leif Hejlesens død. Vi havde mistet en god kollega. En kollega med et stort og varmt hjerte.

Leif blev student fra Aalborg Katedralskole i 1969 og siden lærer fra Aalborg Seminarium i 1976. Han begyndte sin lærergerning på Kjellerupsgades Skole og blev i 1980 ansat som lærer på Frejlev Skole i Aalborg Kommune. Her har han undervist indtil sin død.

Leif var en meget afholdt kollega. Han havde et smittende humør, en lun replik og et varmt sind, som gjorde både elever og kolleger godt i hverdagen. Vi vil savne Leifs underfundighed og hans humor, som han formåede at bevare også gennem sit sygdomsforløb.

Leif havde mange evner og var en sand kunstner med sine hænder. Dette og hans faglige dygtighed kom hans elever til gode, ikke mindst i sløjd, natur/teknik og motorlære. Alle elever nød godt af Leifs kunnen og godhed.

Hjælpsomhed var naturligt for Leif, og han var altid parat til at dele ud af sin viden og kunnen til andre. Han var et meget beskedent menneske, som altid nedtonede egne evner og præstationer.

Vore tanker går til Leifs kone Birgit og de to døtre Louise og Charlotte, som nu må leve videre uden Leif.

Æret være Leifs minde.

Kolleger ved Frejlev Skole