For Bruno Kvist er det ikke så indviklet: Tavleundervisningen har haft sin tid. Nu må der findes nye veje.

»Hvis man i dag gennemgår et regnestykke på tavlen, er der kun fire-fem af børnene, der får fat i det. Det giver en masse spildtid. Børns opmærksomhed har ændret sig«, siger han.

Bruno Kvist flyttede til Gentofte af private grunde og søgte for to år siden en stilling på Hellerup Skole. Mest for at blive fri for den lange køretur til Smørum, hvor han har været lærer i 33 år.

»På Hellerup Skole træner vi dem til at blive selvforvaltende og tage medansvar«.

Det bedste, Bruno Kvist har oplevet på Hellerup Skole, er ligeværdigheden mellem lærer og elev.

»Når vi laver projekter, møder vi børnene på en ligeværdig måde. Vi har et samspil med dem, som jeg ikke har oplevet før. Hvorvidt de får lige så meget ud af det rent fagligt, det må vi se hen ad vejen«.

»Men jeg er ret sikker på, at de får nogle sociale kompetencer udviklet her, som de slet ikke har mulighed for at udvikle på en almindelig folkeskole«.

Hvordan er skolen som arbejdsplads?

»Man skal være med på, at der sidder nogle kolleger, der ikke er ude efter en, men som er der og ser ens didaktik og omgang med børnene«, siger Jesper Roos Jacobsen.

Han er 32 år, lærer på sjette år, det sidste på Hellerup Skole, hvor han er i team med Bruno Kvist på mellemtrinnet. Jesper Roos var først på en almindelig folkeskole og senest på et 10.-klasse-center.

»Det kræver en vis form for jeg ved ikke, om det er erfaring, det kræver. Det kræver i hvert fald mod, vil jeg sige«, tilføjer Jesper Roos.

»Jeg kan huske, at jeg syntes, det var trygt, at jeg kunne gå op og lukke døren en gang imellem og sige: Det kan godt være, det ikke er helt korrekt, men vi gør, som vi gerne vil have det«.

»Jeg har aldrig været på en skole, hvor man snakker så meget om faglighed«, siger han om Hellerup Skole.

»Det er man også nødt til, for når først skoledagen er i gang, så kan du ikke planlægge, hvad der skal ske. Så er der en, der skal bruge en klipsemaskine, så er der en anden, der har et skab, som ikke kan gå op, så er der en tredje Så du har sådan en multifunktion«.

Man skal som lærer være skruet sammen på en bestemt måde for at kunne fungere i sådan et arbejdsmiljø, mener Jesper Roos.

»Hvis man har brug for, at tingene skal være på en bestemt måde, så mistrives man«, siger han.

»Der er simpelt hen for mange afbrud, for mange strukturer, der glider ind over hinanden. For børnene er det også utydeligt, hvornår vi er på et lærerværelse, og hvornår vi er i et læringsrum. Som lærer skal man gøre op med sig selv, om det er noget, man mener, man kan rumme og trives med«.

Et centralt element i teamets pædagogik er at følge elevernes erkendelsesinteresser og »gribe tingene, når de tager en drejning, som vi ikke havde forventet«.

»Nogle lærertyper har lidt svært ved at klare den der kaotiske situation. Det kunne jeg se sidste år«, siger Bruno Kvist.

»Nogle af dem, der holdt op i løbet af det første år, var lærere, der havde svært ved, at man ikke kan kontrollere, hvad eleverne laver. Hvor er de? Nogle går hen på biblioteket, andre går hen og sætter sig i et hjørne og nogle andre i et andet hjørne«, tilføjer han.

Eleverne får mere ud af det

Men eleverne får mere ud af det fagligt på den måde, mener Bruno Kvist.

»Det bliver meget synligt, om de laver noget.

I det gamle system, hvor de sad på rad og række i en klasse, sad dem nede på bagerste række og sov med åbne øjne. Det er meget iøjnefaldende her, når der er nogen, der ikke laver noget«, siger han.

Jesper Roos: »Men forældrene er en stressfaktor. Fordi den skoleform, de ser, er så fremmed for, hvad de selv kender. Vi bruger temmelig mange kræfter på at forklare, hvorfor vi gør, som vi gør«.

Jesper Roos kalder det opsamlingspædagogik.

»Nogle elever kan godt få lov til at sejle et stykke tid, men det er helt bevidst. For på et tidspunkt bliver der så fulgt op: Hallo, nu har du været her i to timer, du har ikke fået lavet noget. Hvad gik der galt? Det bliver meget mere konkret. I stedet for at det kun bliver lærerens ejerskab, så bliver det også elevens«, forklarer han.

Igen: Det kræver mod.

»Der kommer for eksempel to forældre forbi, og der ligger en elev, som ikke laver noget, og man står som lærer og kikker på uden at gøre noget. Det kræver mod. Man skal have sin argumentation i orden. Det er sundt. Men nogle gange kan det også blive for meget«, siger Jesper Roos.

Hvad savner I fra den traditionelle form?

»Jeg savner lærerværelset i gammeldags forstand, og så savner jeg også en gang imellem at kunne gå ind i en klasse«, svarer Bruno Kvist.